Har du talt med din chef om dit næste karriereskridt udenfor virksomheden?
30. august 2017
Måske har du i sidste uge læst, at jeg har lavet aftale med Business Kolding om at stoppe senest næste sommer? Det er resultatet af en helt åben og virkelig god dialog mellem mig og min chef – i dette tilfælde bestyrelsesformanden – om hvad der er bedst for Business Kolding, og hvad der er bedst for mig.
Taler du og din chef også åbent om dit næste karriereskridt? Også selvom det måtte være udenfor virksomheden?
Det sker ikke så tit, og det er virkelig ærgerligt, for fordelene er rigtigt mange.
Glade medarbejdere, der taler positivt om den virksomhed, de forlader og måske endda vender tilbage, tryghed hos kollegaerne, bedre tid for begge parter og den rigtige person til det rigtige job på rigtige tidspunkt - for bare at nævne nogle af dem.
Når det sjældent sker trods de åbenlyse fordele for alle, så er det for mig at se pga. et helt forkert tabu, der siger, at vi ikke MÅ tale om, at medarbejderen en dag skal videre fra virksomheden, selvom vi alle ved, at det ér tilfældet for langt de fleste. Der er trods alt stort set ingen, der tilbringer et helt arbejdsliv i samme virksomhed, og det bliver i øvrigt hele tiden færre og gennemsnits ancienniteten kortere.
Jeg tror på, at det er et unødvendigt tabu, som kan brydes. Faktisk viser undersøgelser, at tilliden medarbejder og chef imellem er meget høj i Danmark, og relationen derfor sagtens kan bære en sådan åben dialog. Hvis ikke vi på en eller anden måde havde fået en uskreven regel – et tabu – om, at det gør man altså ikke.
Så næste gang du skal have MUS samtale eller tale fremtid med din chef eller din medarbejder – så prøv! Få en snak om gensidige forestillinger om fremtidig karriere, og lad ikke snakken stoppe ved det tidspunkt, hvor begge parter kan se, at det nok med fordel sker uden for virksomheden. Jeg kan faktisk ikke rigtigt se nogle grunde til ikke at gøre det!
Men hvad synes du? Skal man det? Hvorfor / hvorfor ikke? Deltag i debatten på www.businesskolding.dk/debat