Danske Bank og Foreningen Business Kolding præsenterer de tre nominerede til Årets Virksomhed 2021.
10. februar 2022
Prisen tildeles en organisation eller virksomhed hjemmehørende i Kolding Kommune, der har skabt en positiv udvikling i organisationen/virksomheden, som vil bidrage til væksten i Kolding Kommune.
Prisen som Årets Virksomhed gives til en organisation/virksomhed, som har fokus på innovation, vækst og social ansvarlighed, samt ligeledes en sund økonomi.
De tre nominerede til Årets Virksomhed 2021 er:
Alfix
Alfix blev etableret i Kolding i 1963, og de har givet overskud alle år, på nær det første. I 2021 lavede de det bedste regnskab nogensinde. Her er høj leveringssikkerhed og højt kvalificerede medarbejdere et vigtigt parameter. De har lavet en netværksklub for murere. Bæredygtighed er en del af strategien og kerneforretningen. De indkøber bionaturgas og deres el-forbrug består af 100% vedvarende og CO2-neutral vindenergi. De støtter de tekniske skoler med materialer og økonomi og er sponsor for SKILLS for flisemurere.
Beckhoff
Beckhoff Automation sætter den ene omsætningsrekord efter den anden, og rundede senest en årlig omsætning på 170 mio. kr. De skaber løbende nye og innovative løsninger inden for automation og IoT, og min. hvert 7. år skal de komme med et produkt, der ikke er set før. I 2020 flyttede de ind i nybygget domicil, der også er et levende showroom. De er kåret til German Company of the Year 2019. De har en flad struktur, og har fjernet alle KPI’er, hvilket giver en god pionerånd.
Green Hydrogen Systems
Green Hydrogen Systems udvikler og leverer avancerede elektrolyseanlæg, der er en nøgleteknologi i den globale omstilling til et grønt, fossilfrit energisystem. De tog 4.000 kvm. nyt domicil i brug slut 2020, men er allerede ved at bygge yderligere 14.000 kvm, så produktionskapaciteten kan firedobles. De er drevet af FN’s Verdensmål og den grønne omstilling, og har sat Kolding på verdenskortet som kraftcenter i grøn omstilling.