Der var en følelse af at svigt. En følelse af, at hun svigtede sine kolleger. Men samtidig også en meget klar forståelse af, at det var den rigtige beslutning for hende selv, Camilla Birkegaard, og dermed også for DYKON.

28. oktober 2021
Fotograf: Asmus Kromann Bork

21. juni i år blev beslutningen delt med omverdenen og DYKONs medarbejdere. Efter mere end 14 år på DYKON, heraf de sidste 2½ år som administrerende direktør, stoppede Camilla Birkegaard i virksomheden, og overlod direktørrollen til Ege Slettnes Møller.

“Det var vanskeligt ikke at føle, at jeg svigtede. Men det var den rigtige beslutning for mig.”

Camilla Birkegaard, DYKON

- ”Det var en stor beslutning. Det var svært at fortælle kollegerne. Det var vanskeligt ikke at føle, at jeg svigtede. Men det var den rigtige beslutning for mig,” siger Camilla Birkegaard.

For Camilla har DYKON været et livsprojekt. Til at begynde med som hustru til Jens Fredholm, stifter af DYKON, som uventet mistede livet efter kort tids sygdom i 2007. Herefter som kastet hovedkulds ind i at eje og være med til at lede en produktionsvirksomhed i Lunderskov, samtidig med, at hun og hendes familie skulle finde grund under fødderne efter mandens tragiske død.

 - ”Jeg var lærer. Underviste i indskolingen. Det var en ny verden for mig”, siger Camilla Birkegaard

Udfordringen blev ikke mindre af, at Camilla opdagede, at DYKON var udfordret og truet af konkurs. Camilla allierede sig med it-manden Peter Bøgh Petersen, som overtog direktørposten i DYKON.

Sammen skabte de det, som i dag er Nordeuropas førende dyne- og pudeproducent.

“Kolding er et fantastisk sted at drive virksomhed. Vi ligger utroligt centralt og det er nemt at komme hertil.”

Camilla Birkegaard, DYKON

”- Kolding er et fantastisk sted at drive virksomhed. Vi ligger utroligt centralt og det er nemt at komme hertil.”

Det var der andre, som fik øje på. I 2018 købte kapitalfonden Erhvervsinvest 80 procent af DYKON for en et tre-cifret millionbeløb, og ikke så længe efter overtog Camilla direktørposten.

Heldigvis var det ikke cleancut og Camilla er stadig medejer af DYKON og aktiv i dens bestyrelsen. Men efter beslutningen om ikke længere at have en daglig dag på DYKON blev truffet, var Camilla meget bevidst om, at hun ikke skulle forhaste sig med at tage hul på en ny fremtid.

- ”Jeg skal ikke noget. Jeg skal bruge min tid på min mand, vores børn og mig selv. Men jeg kan nu efter godt 3 måneder mærke, at tankerne er begyndt at boble inden i mig nu,” siger Camilla Birkegaard.

Hun tænker, at hendes erfaring kan bruges i andre virksomheder. Måske som en del af bestyrelser og advisory boards.

“Jeg har jo fået en stor viden om at drive en ejerledet virksomhed, lave generations-skifte og om at driften af en produktionsvirksomhed.”

Camilla Birkegaard, DYKON

- ”Jeg har jo fået en stor viden om at drive en ejerledet virksomhed, lave generationsskifte og om at driften af en produktionsvirksomhed,” siger Camilla Birkegaard, som også trækker på sin mange årige erfaring med HR-arbejde og udvikling af medarbejdere.

DYKON er ikke det eneste livsprojekt. Camilla Birkegaard har i flere år sammen med Allan Dinnsen stået i spidsen for et lokalt initiativ - Kolding Knækker Cancer - i forbindelse indsamlingen til kræftforskningen – Knæk Cancer. Ved den seneste velgørenhedsmiddag i 2019 indsamlede man 1,75 mio. kroner til landsindsamlingen.

 - ”Siden har kræftindsatsen stået i skyggen af en anden sundhedskrise, pandemien. Men der er stadig lige så mange, der rammes af kræft, og derfor arbejder vi stadig for at samle penge ind til Knæk Cancer,” siger Camilla, der rækker ud til de lokale virksomheder.

“Underholdningsindustrien og restauranterne, som gennem årene har støttet os, kæmper stadig for at komme på fode igen efter Corona-pandemien, og derfor vil vi ikke bede dem hjælpe os i år.”

Camilla Birkegaard, DYKON

- ”Kæftens Bekæmpelse afholder stadig KNÆK CANCER i uge 43, men vi holder ikke et arrangement i år. Underholdningsindustrien og restauranterne, som gennem årene har støttet os, kæmper stadig for at komme på fode igen efter Corona-pandemien, og derfor vil vi ikke bede dem hjælpe os i år. Men man kan stadig støtte det gode formål, op til indsamlingen lørdag den 30. november,” siger Camilla, der tilføjer:

”- Til næste år vender vi stærkt tilbage igen.”

Hvis man som virksomhed ønsker at støtte Knæk Cancer via Kolding-indsamlingen, kan man donere midler via mobilepay: 533246 eller kontakte Camilla Birkegaard via koldingkcancer@hotmail.com, så er hun behjælpelig med alt det praktiske.

Alternativt kan man støtte direkte til knæk cancer.