Erhvervshus opretter corona-beredskab til sydjyske virksomheder. De står klar med sparring og vejledning, hvis din virksomhed er akut udfordret af corona-krisen.
12. marts 2020
Coronakrisen medfører lige nu nedlukning af virksomheder, brud på forsyningskæder og vigende afsætning i dele af erhvervslivet. Det mærker Erhvervshus Sydjylland i form af et stigende antal henvendelser fra virksomheder, der er presset af situationen.
Vejledning omkring kompensation
Regeringen har indtil videre oprettet en kompensationsordning for virksomheder, der lider tab i forbindelse med aflysning af arrangementer. Denne ordning indgår i erhvervshusets vejledning. Derudover følger erhvervshusets folk udviklingen tæt i forhold til eventuelle nye ordninger.
På grund af den generelle smitte-risiko har Business Kolding indtil videre indstillet alle fysiske møder fra og med 12. marts. Men vi er klar til dialogen med din virksomhed på telefonen eller via mail. Vi gør opmærksom på, at mange planlagte arrangementer er aflyst eller udskudt på ubestemt tid.