Det begyndte med et verdenskort. Sådan ét havde Jacob Lund og kæresten Annemette nemlig købt hjem til entréen. Verdenskortet var fremstillet i træ og havde en elegant 3D-effekt, og parret var helt enige om, at det passede perfekt til deres nye lejlighed i Kolding.
19. august 2022
Foto: Maria Tuxen Hedegaard
Der gik dog ikke så længe, før de synes, at verdenskortet var knap så perfekt. Det var som om, at detaljerne ikke var så veludførte, som de kunne ønske sig. Og derfor voksede en idé om, at det måtte man da kunne gøre bedre selv.
- Jeg er ikke uddannet tømrer og vidste ikke meget om træ, men jeg er praktisk anlagt og gav mig til at undersøge på nettet, hvordan man laver den slags ting, fortæller Jacob.
“Jeg er ikke uddannet tømrer og vidste ikke meget om træ, men jeg er praktisk anlagt og gav mig til at undersøge på nettet, hvordan man laver den slags ting, fortæller Jacob.”
Jacob Lund, Frameless Wood
På dette tidspunkt studerede kæresten Entreprenørskab og design hos IBA Erhvervsakademi Kolding, og Jacob havde selv søgt ind for at læse Markedsføringsøkonom.
Men selv om studier og lektier ventede forude, besluttede han sig for at grundlægge sit eget firma, Frameless Wood. Planen var at producere forskellige dekorationer skåret ud i træ. Jacob fik investeret i en cnc-fræser til formålet. Så omtrent samtidig med at han begyndte på sit studie hos IBA, tog han også fat på arbejdet i sit firma.
- Fra vi købte verdenskortet til vores entré, og indtil jeg havde mit eget firma, gik der vel et halvt års tid, husker Jacob.
Laser for en kvart million
Og der gik ikke længe, før han var klar til at producere en serie af dekorative stjernetegn – tolv forskellige motiver - som han havde fundet inspiration til på internettet.
Men det første indkøb – cnc-fræseren – var imidlertid også hans første fejl, erkender Jacob. For det viste sig hurtigt, at fræseren ikke kunne skære så fint som forventet.
- Det er vigtigt at finde det positive i de fejl, man laver. Og det var faktisk på grund af cnc-fræseren, jeg hurtigt blev klar over, at det var nødvendigt at købe en relativt kostbar laserskærer for at få et helt perfekt resultat, fortæller Jacob.
Så den gamle fræser blev solgt, og i stedet kautionerede Jacob for den kvarte million kroner, som en virkelig effektiv laserskærer koster. Ud over at være langt mere præcis, så skærer den en figur på blot halvandet minut – den samme opgave tog næsten en halv time med cnc-fræseren.
Ping-pong med studiet
Sideløbende var han begyndt på Markedsføringsøkonom, og på studiet lærte han konstant noget, som han kunne tage med sig hjem for at forbedre sin egen virksomhed. Forløbet blev et ping-pong, hvor han fik ny viden, som straks kunne afprøves i Frameless Wood. Og erfaringerne fra firmaet satte teorien ind i en hverdag, som var let at forholde sig til.
- Undervisningen på IBA er bygget op, så det supplerer rigtig godt at starte sin egen virksomhed. Det er nemt at trække undervisningen over på det firma, man selv er ved at bygge op, fortæller Jacob.
I dag er han uddannet Markedsføringsøkonom, og nu fortsætter 22-årige Jacob med at studere E-handel på IBA. Mellem undervisning og lektier går turen med jævne mellemrum fra Kolding til Odense, hvor han har lånt et skur hos sine forældrene til at effektuere de ordrer, der kommer ind hos Frameless Wood. Siden stjernetegnene, som stadig er en bestseller, er der dukket adskillige nye produkter op – landkort, dyremotiver, bogstaver, æresport-hjerter og fingeraftrykstræer.
- Med en laserskærer er det nemt for mig at lave små produktioner. Så når der kommer en ordre ind, så bliver den udført hurtigst muligt, og varen bliver sendt afsted til kunden, siger Jacob og føjer til:
- Det giver selvfølgelig nogle lidt lange arbejdsdage ind i mellem. Men hvis man har viljen og lysten til at bruge mange timer på det, så kan det sagtens lade sig gøre at starte sin egen virksomhed, selv om man samtidig er studerende.