Mange virksomheder har brug for at kortlægge deres bæredygtige data, men mange virksomheder mangler ressourcer og viden til arbejdet. Derfor tilbyder Business Kolding og Kolding Kommune i samarbejde med Beierholm Bæredygtighed et gratis undervisningsforløb, der skal hjælpe virksomhederne med deres ESG-regnskab.

15. august 2025
Astrid Cramer, Kolding Kommune

I erhvervslivet har bogstavkombinationen ESG i efterhånden en del år været en fast del af ordforrådet. Det skyldes, at EU for år tilbage varslede krav om, at alle virksomheder skulle kortlægge deres bæredygtighedsaftryk i form af et ESG-regnskab.

ESG er en EU-standard for erhvervslivet og står for Environmental, Social, Governance, der dækker miljøområdet, sociale forhold og virksomhedens ledelsesstruktur, etik, transparens og ansvarlighed.

Selvom EU i foråret varslede, at de skrappe ESG-krav til virksomhederne nu i nogen grad bliver lempet, er ESG stadig et særdeles nærværende krav for virksomhederne. Regeringen har netop vedtaget en ny lov, der påbyder bankerne at indhente ESG-data hos en virksomhed, både store som små, der vil optage et lån.

“I Kommunens nye erhvervspolitik har vi grøn omstilling og ESG som et fokusområde og derfor skal vi selvfølgelig også bistå virksomhederne i deres arbejde, så de er bedst muligt klædt på til at imødegå de krav, de bliver mødt af.”

Knud Erik Langhoff, Borgmester, Kolding Kommune

For at understøtte virksomhederne i deres arbejde med ESG afsatte Kolding Byråd i 2025-budgettet en ½ mio. kroner til erhvervsrettede aktiviteter. En arbejdsgruppe fra Kolding Kommune og Business Kolding gik herefter i gang med at identificere eksisterende tilbud og indsatser målrettet erhvervslivet i forhold til ESG. På den baggrund pegede de blandt andet på behovet for undervisning i ESG, der skal give lokale SMV’ere (små og mellemstore virksomheder) nye kompetencer og ny viden til at gøre ESG-arbejdet mindre ressourcetungt og mere gennemsigtigt.

For borgmester Knud Erik Langhoff er det oplagt, at Kolding Byråd støtter virksomhederne i deres arbejde med at kortlægge deres bæredygtige data.

- I Kommunens nye erhvervspolitik har vi grøn omstilling og ESG som et fokusområde og derfor skal vi selvfølgelig også bistå virksomhederne i deres arbejde, så de er bedst muligt klædt på til at imødegå de krav, de bliver mødt af, fortæller Knud Erik Langhoff.

Undervisningsforløbet består af hel og tre halve workshopdage fordelt over ca. 3 måneder fra september til november 2025 med emner som ESG-strategi, datagrundlag, rapportering og kommunikation og desuden får virksomhederne mulighed for individuel sparring med egen ESG-rådgiver.

Interesserede virksomheder kan lige nu tilmelde sig et webinar, hvor de kan høre mere om ESG-undervisningsforløbet og stille spørgsmål til underviserne.

Tilmeld dig webinaret den 26. august

Har du spørgsmål til ESG-forløbet kan du kontakte:

Tel +45 2941 7132
nal@businesskolding.dk
Forretningsudvikler

Niels-Arne Lauridsen