Prisen som Årets Virksomhed 2020 går til Pierre Ejendomme A/S. Da Pierre Legarth skiftede bilbranchen ud med ejendomsmarkedet, var målet, at blive Koldings foretrukne udlejer, og med en ejendomsportefølje på over 1 mia. må målet være nået.
3. marts 2021
Selv om målet måske er nået, så stopper Pierre Legarth ikke op. Pierre Ejendomme A/S bygger spændende udlejningskomplekser, og oftest er alt udlejet, inden boligerne står færdigt – i øjeblikket er 300 lejeboliger under opførsel i Kolding. Pierre er lokalpatriot, og støtter gerne lokale initiativer.
“Jeg er så stolt af, at vi har vundet - og så lige i år, hvor det er Koldings virksomhedsledere, der har kunnet stemme på os,”
Pierre Legarth, Pierre Ejendomme
- Jeg er så stolt af, at vi har vundet, fortæller Pierre Legarth, og så lige i år, hvor det er Koldings virksomhedsledere, der har kunnet stemme på os. Det betyder ekstra meget for mig.
Med til overrækkelsen af blomster, diplom og statuette var Morten Bjørn Hansen, direktør ved Business Kolding og Niels Erikstrup Mortensen, områdedirektør i Danske Bank og sponsor af prisen 'Årets Virksomhed 2020'.
- Vi er rigtig glade for igen at være sponsor for awarden ”Årets Virksomhed”, fortæller Niels Erikstrup Mortensen, områdedirektør i Danske Bank. I Danske Bank vil vi gerne støtte op om væksten og kundernes ambitioner, og det giver awarden mulighed for. Vi oplever, at rigtig mange virksomheder gør det godt trods Covid-19 og gør en forskel her i Kolding. De fortjener at blive hyldet, og det vil vi rigtig gerne være med til at gøre.