At blive helikopterpilot kræver rigtig mange timer i både luften og teori - og samtidig koster uddannelsen tæt på en million kroner. Men hvert år uddannes seks piloter på lokal skole, der indtager en ret unik rolle i kommunens uddannelsesmiljø. Og så tiltrækker den unge fra hele landet.
20. marts 2026
Henrik Nordstrøm Holm
Merete Jørgensen og Lars Staal går rundt om en stor metalkonstruktion, som mest af alt ligner et telt uden omslag, hvor der er bygget en kasse på i midten.
I virkeligheden er der tale avanceret stykke måleudstyr, som kan monteres under en helikopter og som kan bruges af stater og virksomheder i det meste af verden til at lave undersøgelser af undergrunden.
Det kan være jagten på nye mineraler, men det kan også være en undergrundsundersøgelse forud for et stort anlægsprojekt. Eller klimaforandringernes påvirkninger af alt fra havbunde til underjordiske aflejringer flere hundrede meter nede.
De to står bag den virksomhederne QualityCopter og SkyCopter.
Førstnævnte er temmelig unik i en uddannelsessammenhæng. Qualitycopter uddanner nemlig hvert år helikopterpiloter til at kunne løse specialopgaver som det eneste sted i landet. Og det hele sker lige på kanten af landingsbanen i Kolding Lufthavn i Vamdrup.
"Det er ikke så mange, som tænker over, at der her i luften ligger en temmelig anderledes skole, hvor vi hvert år tiltrækker unge fra hele landet til at komme til Kolding. De studerende er samtidig meget dedikerede, og da uddannelsen er selvbetalt, er det målrettede mennesker, vi beskæftiger os med", fortæller Merete Jørgensen, der manager i QualityCopter.
"Vi oplever, at vores studerende flytter hertil og bosætter sig i kommunen, både mens de studerer og efterfølgende, hvilket for os er et stort ekstra plus oven i det at kunne udbyde uddannelsen", siger hun.

Kort om uddannelsen:
Den modulærer uddannelsesform har den store fordel, at de studerende kommer ud med flere flyvetimer i sin logbog og bliver mere hands on, end den integrerede uddannelsesform kan tilbyde.
Timerne, de har erhvervet sig, kan de med det samme benytte i vores kommercielle virksomhed SkyCopter, som pilot på maskinerne kaldet Robinson R44 & Cabri G2.
Mulighed for mange flyvetimer
Egentlig er Merete Jørgensen uddannet sygeplejerske og har arbejdet over 20 år i sundhedsvæsnet og senere som underviser på en erhvervsskole.
Men i dag står hun for den daglige drift af Qualitycopter, som står for uddannelsen af piloterne, mens hun sammen med Lars Staal også driver den kommercielle virksomhed Skycopter.
Skycopter er skabt, fordi virksomheden gerne vil sikre, at de færdiguddannede helikopterpiloter har et job klar, når sidste flyvetime og teoritime er overstået.
"Vi har grundlagt SkyCopter, fordi vi gerne vil give vores uddannede piloter en mulighed for at erhverve sig flyvetimer efter uddannelsen. De starter deres karriere i et trygt og velkendt miljø, og samtidig kan vi støtte dem i næste step i karrieren, når de har timer nok til at komme på de større helikoptere", siger Merete Jørgensen.
Lars Staal er uddannet elektromekaniker, flymekaniker, flypilot og selvfølgelig helikopterpilot. Og er formelt adm. direktør i virksomheden, samtidig med at han er flyveinstruktør og står for eksaminer.
Ergo har han tusindvis af timer bag sig, når han skal lære fra sig til nye og kommende helikopterpiloter, der finder vej til Kolding og den lokale lufthavn.
"Både Merete og jeg er lokale og har gjort det her i efterhånden mange år. Derfor ser vi os da også en som lille slags uddannelsesinstitution, som vi oprindeligt ville gå langt for at sikre kunne drives her i kommunen", forklarer Lars Staal, mens hans viser rundt mellem de tre helikoptere, der den dag er parkeret indendørs i virksomheden hangar.

“Nutidens fokus på klimaforandringer og anlægsprojekter i lyset af det stiller i dag større krav til, hvad der kortlægges og hvordan. Og her spiller helikoptere fra en stadig større rolle rundt om i verden.”
Merete Jørgensen, Manager og medejer af QualityCopter og Skycopter

På en af de andre helikoptere sidder der på næsen endnu et måleapparat, som bruges til kortlægning af overflader og undergrund - og som i øvrigt koster omkring to millioner kroner.
"Nutidens fokus på klimaforandringer og anlægsprojekter i lyset af det stiller i dag større krav til, hvad der kortlægges og hvordan. Og her spiller helikoptere en stadig større rolle rundt om i verden. Det her måleudstyr bruges af både blandt andre den schweiziske og franske regering, og de skal flyves relativt tæt over de mål, som kan analyseres. Det kræver stor erfaring og ekspertise, og det kan vi give piloterne", fortæller Merete Jørgensen.
Lars Staal supplerer:
"Nogle tænker måske: Kunne droner ikke bare løse de her opgaver i dag? Her er svaret for nu klart nej. Meget af måleudstyr er for stort og tungt, og så kræver det en præcision, der lige nu kan være svært for selv en meget dygtig dronepilot at klare. Derfor løses mange af de her specialopgaver fortsat af helikoptere. Det eneste område, hvor helikoptere er lidt på vej ud, er i medieverden og til produktioner af tv-serie, film og lignende", siger han.

