Medarbejderne hos Business Kolding har ofte en stor kontaktflade ud af huset, men i sekretariatet har nogle af medarbejderne en mere understøttende funktion, og i denne uge skal vi møde Rikke Eskildsen, der har den vigtige stilling som økonomi- og lønansvarlig.
17. november 2023
Tanja Marek
Rikke er uddannet økonomiassistent ved Guldbagerens hovedkontor i Kolding, og har siden jongleret med tallene ved Talhuset og BDO Statsautoriseret Revisionsaktieselskab. Inden hun gik økonomivejen, blev hun uddannet inden for lager og indkøb ved Esbjerg Kommune, men måtte på grund af en arbejdsskade vælge en anden vej, og det kommer i dag Business Kolding til gode.
Det er 25 år siden Rikke flyttede til Kolding. Hun mener selv at hun er blevet for gammel til håndbold, så derfor er de helt store fritidsinteresser lige nu fitness og padel, og så deltager hun ofte på sidelinjen, når der spilles kampe i KIF Håndbold, for at netværke med virksomhederne. Hun bruger også meget tid med sin kære familie og venner. Rikke er altid god for et kram og et godt grin, og er altid med til at skabe en god stemning og sammenhold på kontoret.
Rikke varetager den daglige økonomi og HR hos Business Kolding, og så er alle hendes kolleger også rigtig glade for, at hun hver måned sørger for at alle får udbetalt løn. Hendes opgaver er meget spændende og alsidige, blandt andet sørger hun med hård hånd for at styre økonomien i de mange EU-projekter og øvrige projekter, som Business Kolding deltager i.