Virksomhederne skal ikke ansætte folk med særlige behov, fordi de har ondt af dem, men fordi de kan få arbejdskraft, der kan noget helt særligt. Det er god forretning.
11. juni 2015
Sådan lyder det fra Adm. direktør, Tommy Langhoff fra Business Kolding, der i dag tager til Folkemødet på Bornholm for at fortælle, at det ikke er helte, men forretningsfolk der står bag socialøkonomiske virksomheder.
- Det er en misforstået opfattelse, at virksomheder skal påtage sig et socialøkonomisk ansvar, alene fordi det er synd for nogensiger han.
Han påpeger, at de virksomheder, der sætter sig ind i, hvilke opgaver de kan målrette folk med specielle evner, også får en reel arbejdskraft ud af det. Ifølge de erfaringer, der allerede er i Kolding, kan både autister og psykisk udviklingshæmmede nemlig noget som virksomhederne mangler.
- Autister har eksempelvis en evne til at kunne analysere, strukturere og systematisere, og kan derfor med stor succes bruges til fejlfinding i it-systemer, eller til at sortere noget på en bestemt måde, fortæller Tommy Langhoff.
I forbindelse med Folkemødet deltager han blandt andet i en paneldebat om socialøkonomi. Kolding Kommune er en af de få kommuner i Danmark, der på et strategisk plan har faste mål om at tiltrække socialøkonomiske virksomheder. Senest er sidebygningen til Koldinghus, kaldet Staldgården, udpeget som et sted, hvor de socialøkonomiske virksomheder kan placere sig, og få synergi ud af hinanden.
- Kolding kommune og Business Koldings socialøkonomiske indsats bygger på at produkter og ydelser skal være kommercielt bæredygtige. Kunderne skal købe dem, fordi der leveres høj kvalitet til en konkurrencedygtig pris. Med det udgangspunkt rådgiver vi socialøkonomiske iværksættere og tiltrækker etablerede socialøkonomiske virksomheder til Kolding, siger Tommy Langhoff.
Paneldebatten ”Det rummelige arbejdsmarked” foregår 12.juni kl. 9.45–11.00, K11 ”Det nye velfærd” – Kirkepladsen, Allinge. I panelet vil sidde: Tommy Langhoff, Direktør, Business Kolding, Stine Bosse, Formand, Rådet for Socialøkonomi, Vibeke Jensen, Beskæftigelseschef, Aarhus Kommune og Mikkel Holmbäck, Direktør, Glad Fonden.