I fredags var 600 elever, fordelt på 148 hold, fra Kolding kommunes 6. og 7. klasser samlet på IBC, da kommunefinalen i Projekt Edison blev afviklet, en idékonkurrence udviklet af Fonden for Entreprenørskab. I år var temaet ’Klima – hvordan kan du gøre en forskel?
12. november 2021
Det er en festdag, når 600 elever, 30 dommere fra erhvervslivet og 30 innovationselever fra IBC samles på IBC til den årlige kommunefinale. Kolding er en af de kommuner i landet der står stærkest, når det handler om at få eleverne til at arbejde med innovation og entreprenørskab i forbindelse med Projekt Edison.
- Vi står så stærkt, fordi vi er gode til at samarbejde på tværs i kommunen, fortæller Tanja Marek fra Business Kolding. Vi havde 600 elever til finalen, til sammenligning var de 300 elever samlet i København, så vi har virkelig noget at være stolte af.
“Vi havde 600 elever til finalen, til sammenligning var de 300 elever samlet i København, så vi har virkelig noget at være stolte af.”
Tanja Marek, Business Kolding
Projekt Edison kommunefinalen afholdes i et samarbejde mellem IBC, Kolding Kommune og Business Kolding, og i fællesskab får de styrket elevernes lyst til arbejde med entreprenørskab i Kolding ved at tilbyde innovationsdage på IBC og Pædagogisk Center og Løvens Hule arrangementer ved Business Kolding.
Business Kolding stiller med 30 erhvervsdommere og IBC med 30 HHX innovationselever som dommere samt elever der hjælper med afvikling af dagen. Dommerne giver både karakterer, men også værdifuld feedback til eleverne på deres spændende projekter.
Og der var da også en enorm idérigdom blandt eleverne, der havde arbejdet med projekter, der kunne ændre deres hverdag, men der var også projekter, der skal bredes ud regionalt, nationalt og internationalt. Madspild, affald, pantløsninger og apps – idéerne var mange.
En ting er helt sikker – alle elever fremviste deres projekter med stolthed i stemmen, både over for dommerne, men også for elever fra andre skoler, der spurgte nysgerrigt ind.
Vester Nebel Skole og Fynslundskolen løb med en delt førsteplads og sponsorpræmier på 2.500 kr. til klassekassen fra Niras og IBC. På 2. pladsen kom Aalykkeskolen og på 3. pladsen Vester Nebel Skole, der begge vandt et kagebord sponsoreret af EasyFood. Elevkonkurrencen var sponsoreret af BSB Industry, og her blev vinderne Aalykkeskolen, der kunne tage 1.000 kr. med hjem til klassekassen. Teknologisporet blev vundet af hold 39 fra Christiansfeld Skole.
Fra Kolding kommune går 10 hold videre til landsfinalen, men inden de når så langt, skal de lige igennem en pitchdag, hvor de om formiddagen kan blive endnu skarpere på deres idé og på deres pitch i samarbejde med undervisere fra IBC, hvorefter turen går til Business Kolding i Pakhuset, hvor de skal træne deres pitch et par gange over for et dommerpanel.
Landsfinalen afholdes online d. 19. november, og følgende skoler har hold med til finalen:
- Vester Nebel Skole/Fynslundskolen
- Aalykkeskolen
- Vester Nebel Skole
- Vester Nebel Skole
- Fynslundskolen
- Fynslundskolen
- Ødis skole
- Sjølund-Hejls Skole
- Skanderup-Hjarup Forbundsskole