Sammen med sin chef har Pernille Friis fundet en måde, så hun kan uddanne sig – samtidig med at hun fortsætter med at lede The Mokka Café, der ligger i Kolding midtby.

26. januar 2024
IBA

I mandags begyndte hun at læse faget Ledelse i praksis på IBA Erhvervsakademi Kolding to dage om ugen. Og oveni tager hun et par aftener med et studieforberedende fag.

- Jeg vil gerne kunne lede cafeen på bedste vis, og derfor vil jeg gerne have noget mere teoretisk viden om det, jeg går og laver. Samtidig vil jeg gerne udvikle mig som person og forbedre mine faglige kompetencer, fortæller Pernille, der til trods for sine 22 år allerede har flere års ledererfaring fra restauranten.

Ideen med at kombinere et fast arbejde og uddannelse ved siden af kommer fra Morten Strøh, som er medejer af The Mokka Café. Han har nemlig dannet, hvad han kalder Mokkademy, for at investere i deres unge talenter i A.L. Passagen.

“Vi vil gerne tage et ansvar for de unge mennesker, som arbejder for os.”

Morten Strøh, The Mokka Café

- Vi vil gerne tage et ansvar for de unge mennesker, som arbejder for os. Og samtidig vil vi også gerne vise, at restaurationsbranchen er en seriøs branche og ikke bare fest og ballade, siger Morten Strøh, som selv er tidligere skolelærer.

I dag er han medejer af fem restauranter i Kolding midtby og ideen til Mokkademy opstod, da han ønskede at klæde en ung gut på, som på det tidspunkt havde arbejdet for dem i fem sabbatår. Siden er tilbuddet spredt ud til alle deres restauranter.

Pernille bliver en del af Mokkademy
Allerede i foråret 2023 begyndte Pernille og han at tale om, hvilke muligheder hans støtte kunne give hende. Så kom der en periode med ustabilitet i personalestaben på The Mokka Café, og Pernille og resten af holdet fik nok at se til.

Men nu har hun selv taget initiativ til at sparke planen om uddannelse i gang. Hun bookede Morten til et møde, og sammen fik de udfyldt en ansøgning til Omstillingsfonden, som dækker uddannelse for op til 10.000 kroner om året per person.

- Vi fik sammen det hele udfyldt og sendt af sted. Og allerede dagen efter var det hele gået i gennem, og jeg havde fået en mail om, hvornår jeg skulle begynde på et hold, griner Pernille.

Rent praktisk skal hun læse på IBA mandag og tirsdag fra kl. 9 til 15.15 de næste syv uger – og slutter så af med at gå til mundtlig eksamen. Hun holder normalt fri fra The Mokka Café om mandagen, mens hun tirsdag først møder ind til aftenvagt. Så på den måde passer undervisningen perfekt ind i deres vagtplan.

Vil ikke sakke bagud
Til trods for at Pernille altid har mødt en kæmpe opbakning til at gøre, hvad hun har lyst til fra sin familie, så oplever hun hele tiden venner og veninder, der flytter til Aarhus for at få en uddannelse. Og det påvirker hende. Også selv om der aldrig er nogen, der har sagt noget til hende personligt.

“Jeg synes jo samtidig, at jeg mangler noget viden for at kunne komme derhen, hvor jeg gerne vil.”

Pernille Friis, The Mokka Café

- Følelsen af at sakke bagud i forhold til min venner og veninder kommer nok fra mig selv. Jeg synes jo samtidig, at jeg mangler noget viden for at kunne komme derhen, hvor jeg gerne vil. Så den her kombination af arbejde og uddannelse er perfekt for mig, siger Pernille, som er født og opvokset i Kolding.

Her føler jeg mig hjemme
Hun glæder sig til at blive klogere på sig selv - og sin egen måde at lede på. Og samtidig få værktøjer til at takle udfordringer fremover.
Så hun er rigtig spændt på at komme i gang. Og så måske en lille smule nervøs for den eksamen, som afslutter hvert akademifag.

- Jeg har ikke klaret mig dårligt til eksaminer tidligere, men jeg bryder mig bare ikke om at skulle præstere på så kort tid. Så det er det eneste, jeg er lidt nervøs for, siger Pernille.

Ellers ser Pernille meget frem til at fordybe sig i et fag som ledelse, der virkelig interesserer hende. Og som hun selv har valgt. Det er en kontrast fra sidste gang, hun sad på skolebænken.

“Mokka er så vigtig for mig, fordi jeg kun har mødt tillid, støtte og tiltro.”

Pernille Friis, The Mokka Café

The Mokka Café var nemlig stedet, der tog imod hende med åbne arme, da hun kom ud af handelsgymnasiet - og var grundig skoletræt. Især var hun træt af de fag, som slet ikke havde hendes interesse.

På Mokka fik hun et job, som straks fangede hende. Og hvor hun kunne fordybe sig i opgaver, hun interesserede sig for. Allerede i løbet af det første år blev hun forfremmet til restaurantchef af indehaverne Morten Strøh og Nicklas Nielsen.

- Mokka er så vigtig for mig, fordi jeg kun har mødt tillid, støtte og tiltro. Morten og Nicklas har fra begyndelsen stolet på mig og hurtigt givet mig vildt meget ansvar. Så jeg er mega glad for at være på Mokka. Her føler jeg mig hjemme.

Fakta om Omstillingsfonden

Ufaglærte, faglærte og personer med en videregående uddannelse til og med professionsbachelorniveau kan søge Omstillingsfonden til dækning af deltagerbetaling for videregående efteruddannelse på op til professionsbachelor-/diplomniveau. Der kan søges op til 10.000kr. per person om året.

Omstillingsfonden — Uddannelses- og Forskningsministeriet (ufm.dk)