Martin Niemann er uddannet pædagog og har arbejdet i vuggestue de sidste 10 år. Hver vinter var han og kollegerne frustrerede over vanter, der ikke passede på børnenes hænder – og som de hev af. Så han satte sig for at redesigne vanter ud fra børnenes motoriske niveau.
26. maj 2023
Det skal være behageligt for børn at have vanter på – det var udgangspunktet, da Martin selv sad og strikkede de første prototyper, de protoyper der var grundlaget for virksomheden Rumlii.
“Rumlii-vanterne er en specialdesignet vintervante, der tager højde for barnets motoriske kunnen i alderen 1-4 år.”
Martin Niemann, Rumlii
- Rumlii-vanterne er en specialdesignet vintervante, der tager højde for barnets motoriske kunnen i alderen 1-4 år, forklarer Martin. Jeg har udviklet den i samarbejde med børn og pædagoger, og siden testet dem, både på mine egne børn, og i forskellige institutioner. Tilbagemeldingen er at de virker, og børnene får en succesoplevelse, når de selv kan tage dem på.
Martin har boet i København de seneste 20 år, og det var også her ideen opstod og de første par vanter blev solgt. Men sammen med familien flyttede han til Kolding, og det har han ikke fortrudt.
- Da jeg startede virksomheden i København stod jeg virkelig alene med det hele. Jeg fik købt varerne for dyrt hjem, så der ikke var nogen indtjening på dem, og derfor gik det hele i stå. Da jeg kom til Kolding var der en bekendt, der anbefalede mig at tage fat i Business Kolding, og her har jeg fået en masse hjælp.
Fik hjælp hos Business Kolding
“Det betyder meget, at komme til at snakke med nogen, der viser en tillid. Og hos Business Kolding har de alle bakket mig op – jeg blev taget seriøst.”
Martin Niemann, Rumlii
- Det betyder meget, at komme til at snakke med nogen, der viser en tillid. Og hos Business Kolding har de alle bakket mig op – jeg blev taget seriøst. Jeg blev også sat i kontakt med andre erhvervsfolk, der har hjulpet mig i gang igen, og jeg fik blandt andet hjælp til at finde mulige leverandører.
Martin har også fået et lån på 100.000 kr. i StartupBoost. Penge som er blevet brugt til at få prøver hjem, told og fragt samt 5.000 par handsker, hvoraf de 1.000 par allerede er solgt til en tidligere kunde, og vil være at finde i handelen fra august.
Det var en god oplevelse for Martin at være med i StartupBoost. Så god at han har søgt om at være en af de 6 iværksættervirksomheder, der får lov til at pitche for et panel af investorer i StartupBoost d. 6. juni – og forhåbentlig får et lån eller en investering.
I fremtiden drømmer han om at finde en partner, der er god til salg, så han selv kan koncentrere sig om udvikling og design. Han vil gerne udvide forretningen med flere innovative beklædningsdele, som hænger sammen med børns motoriske udvikling som bodyer og huer.