Da smedevirksomheden HSV Combi så dagens lys, var det på en gård i Sdr. Stenderup. I dag, kun to år efter, er de seks ansatte, først på året flyttede de ind i Tresus tidligere lokaler i Sdr. Bjert, og 1. november skal de levere en ordre på et større million beløb til et osteri i Norge.
25. september 2020
HSV Combi blev stiftet af iværksætterne Mads Saatterup og Anders Henriksen, der begge er uddannet smede hos Tresu. Nu er de tilbage i lokalerne fra dengang. Mads Saatterup har ansvaret for driften og ingeniørafdelingen, mens Anders Henriksen er produktionsleder. Med på sidelinjen har de Knud Erik Vase, ejer af Vase-Tec, der undervejs har fungeret som rådgiver og projektleder. Han har over 40 års erfaring med produktion af maskiner og anlæg til fødevarer, og Mads har de seneste 3 år været i oplæring hos ham. Tilsammen har HSV Combi et stort knowhow inden for udvikling, konstruktion og produktion af maskiner til mejerier og osterier, hvilket nu har sikret dem en stor ordre i millionklassen til et norsk osteri.
Virksomheden leverer effektive og rengøringsvenlige løsninger i rustfrit stål til alle brancher, men har et helt specielt kendskab til fødevareindustrien, hvor der bliver stillet store krav til hygiejne og drift. En af spidskompetencerne er maskiner og procesudstyr til osterier.
“Vi tegner, konstruerer, udvikler og producerer udstyret i samarbejde med kunden, da vi ønsker at skabe værdi for de virksomheder, vi samarbejder med”
Mads Saatterup, HSV Combi
- Vi tegner, konstruerer, udvikler og producerer udstyret i tæt samarbejde med kunden, da vi ønsker at skabe værdi for de virksomheder, vi samarbejder med, forklarer Mads Saatterup. Osteriet i Norge skal ombygges, så det kan producere en anden ostetype, så der skal både ombygges på det eksisterende anlæg, og så skal der leveres meget nyt udstyr, ombygningen kommer til at optimere og automatisere deres produktion, og mange af de nuværende manuelle funktioner bliver automatiseret, når ombygningen står færdig.
Det har taget virksomheden mere end et halvt år at få ordren i land, da det er en branche, det er svært at komme ind i, men er man indenfor, er kunderne også enormt loyale.
- Der er et par globale store spillere på markedet, der kan løse de samme udfordringer, men ofte er det mere standardudstyr, hvor kunden skal tilpasse omgivelserne til maskinerne, fortsætter Mads. Da vi er en mindre organisation, er det nemmere for os at være tæt på kunden, vi kan nemt tilpasse vores løsninger, og så har vi en stor fleksibilitet. For kunden i Norges vedkommende, har de f.eks. gjort nogle tilkøb undervejs, der har gjort, at vi skal ændre på nogle ting.
- Vi kommer til at vise anlægget frem for vores kunder og potentielle nye kunder, inden udstyres skal skippes afsted til Norge, hvor vi skal bruge ca. 14 dage til at montere det, hvorefter indkøringsprocessen af anlægget tager omkring to uger, slutter Mads Saatterup.
Mads og Anders har tilpasset organisationen undervejs. Lige nu har de 5 fastansatte, men har undervejs i Norge-projektet hyret 2-3 ingeniører ind og det samme med programmeringsfolk og elektrikere.
- Det er vigtigt for os at kunne geare op og ned for personalet undervejs, forklarer Mads. For så kan vi bedre tilpasse os kundernes behov. Det er også vigtigt, at Anders og jeg kan bruge vores kompetencer de rigtige steder, så derfor har vi nu ansat en bogholder og en sælger, som skal forberede vores videre strategi og bygge det fremtidige salg op.
- Vi har med denne ordre fået mulighed for at bevise, at vi kan håndtere en rigtigt stor ordre, helt fra idefasen, til anlægget er monteret og installeret. Der er ingen tvivl om, at denne ordre kommer til at åbne mange døre i fremtiden.