Tilbage i 2013 boede Tenna Svenssen og Peter Ravn i Århus, hvor de begge læste Cand. Merc. i markedsføring. Ved et tilfælde blev de begge iværksættere, og driver i dag virksomheden byRavn i Kolding.
4. september 2020
I forbindelse med studiet havde de sammen lavet en hjemmeside, hvor de delte rejsetips og opskrifter, men det blev også her, de skulle sælge deres første produkter.
En dag ville Tenna selv lave en hylde, båret af læderstropper, og med læder fra det lokale læderi, gik hun og Peter i gang. Det blev derefter til en DIY guide, så andre kunne gøre kunsten efter, hvorefter de begyndte at sætte hylderne til salg, og så var de i gang. Hurtigt begyndte de at købe hele skind hjem, som de selv kunne skære til.
- Jeg har altid gerne villet starte en virksomhed, men er ikke så risikovillig, fortæller Peter Ravn. I starten havde jeg heller ikke nogen ambition om at leve af det.
Men succesen fortsatte, og flere produkter kom til. byRavn begyndte at lave greb til låger og derefter nøgleringe af alle resterne.
“Det hele startede ved en tilfældighed, resten har været held, timing, hårdt arbejde og så har vi truffet de rigtige beslutninger undervejs”
Peter Ravn, byRavn
I 2016 tog det for alvor fart. Tenna og Peter købte hus i Fredericia og indrettede virksomheden på hemsen. Og så fik de for alvor travlt. Op til Fars Dag steg omsætningen til det tre-dobbelte – og det fortsatte efterfølgende. Den 1. oktober opsagde Peter jobbet, og 1. december gik Tenna også ind i virksomheden på fuld tid. En sund og stabil virksomhed var blevet skabt, og de begyndte at få tid til at udvikle virksomheden.
Sortimentet tæller i dag 10 forskellige nøgleringe, greb til låger, stropper til ophæng, hundehalsbånd og accessories. Det er fortsat vigtigt for byRavn at produkterne er håndlavet og i en god kvalitet, så de kan stå inde for produktet. Virksomheden lægger stor vægt på det bæredygtige i læderet. Du kan selv designe og personliggøre dit produkt med f.eks. navn, og bogstaverne hertil sættes fortsat manuelt, da det giver et pænere udtryk.
I februar 2020 flyttede byRavn fra Fredericia til Ferup, hvor de har fået mere plads til produkterne, der udelukkende sælges online. Online-tilstedeværelsen har været vigtig fra starten, og 99% af deres annoncekroner bliver da også brugt online, for her kan de følge kunderne.
byRavn har siden 2016 haft overskud i forretningen. De har ansat de første medarbejdere – primært unge mennesker der tager et sabbatår, og som gerne vil opleve, hvordan man driver en virksomhed.
- Det hele startede ved en tilfældighed, resten har været held, timing, hårdt arbejde og så har vi truffet de rigtige beslutninger undervejs, forklarer Peter. Vi forsøger hele tiden at gøre tingene bedre, samt at prioritere tiden og energien.
byRavn er netop gået ind på det tyske marked, og vil gerne udvide på nærmarkederne i fremtiden. De vil også gerne udvide produktsortimentet, meget gerne med flere lædervarer, men det er ikke et krav.