Vil du være med til at sætte aftryk i din by?
1. december 2023
Kolding Kommune
Kulturudvalget i Kolding Kommune har sat 3 x 50.000 kr. på højkant til byrumsinstallationer, der kan være med til at skabe byliv i området ved inderhavnen. Har du en god ide, så meld dig på banen med en skitse og en beskrivelse af dit projekt senest 13. januar. De udvalgte projekter skal være med til at skabe liv ved inderhavnen hen over sommeren 2024 fra maj til september. Det er Kulturudvalget, der udvælger de tre bedste projektideer. Kolding Havn og DSB lægger begge jord til og ser frem til, hvad der kommer på bordet af spændende ideer.
Der er et flot kig fra inderhavnen i Kolding ud gennem Koldingfjord, men der er ikke mange, der tager sig tid til at stoppe op og nyde synet eller bruger området som et sted at mødes og hygge sig sammen. Det til trods for at flere tusind dagligt færdes i området mellem opgangen fra tunnelen under jernbanen og hen mod campusområdet i Kolding. Det er baggrunden for, at alle, der har gode ideer til at skabe byliv eller forskønnelse af området nu opfordres til at dele deres ideer og måske få mulighed for at realisere dem.
Hvad en byrumsinstallation kan være er op til dem, der lægger deres bud i open call-puljen. Alle er velkomne til at byde ind, uanset om der er tale om virksomheder, grupper af studerende, foreninger eller enkeltpersoner. Bare man kommer med en god ide og også kan gøre den til virkelighed.
“Vi glæder os til at få nogle vilde, skæve og skøre ideer ind, der kan sparke liv i området.”
Merete Due Paarup, Kolding Kommune
- Vi glæder os til at få nogle vilde, skæve og skøre ideer ind, der kan sparke liv i området udtaler Merete Due Paarup, der er næstformand i Kulturudvalget og har været med til at fostre ideen om byrumsinstallationerne. Vi er totalt åbne overfor om nogen vil male træerne, designe en kæmpe Kolding-stol, som man kan nyde havudsigten fra eller finde på noget helt andet. Med de mange studerende og kreative virksomheder vi har i Kolding er jeg sikker på, at vi får nogle rigtig spændende bud ind.
Den 18. december kl. 17 kan interesserede møde op ved Kolding Havn ved Havnekontoret, hvor den projektansvarlige ved Kolding Kommune samt direktør og kommunikationschef ved Kolding Havn står klar til at fortælle nærmere og besvare praktiske spørgsmål om projektet.
Interesserede kan læse nærmere om projektet på Kolding Kommunes hjemmeside under Kultur.