Ønsker du at sætte krydderi på marketingindsatsen, så er Business Kolding endnu en gang klar med et nyt Marketing á la Carte menukort. Et menukort med mange spændende retter på menuen.

19. august 2022

Menukort

Igen i denne sæson har vi forsøgt at præsentere mange forskellige retter, så du kan sammensætte lige præcis den menu, der passer til dig og din virksomhed. For deltagerne er en god blanding af iværksættere, soloselvstændige og ansatte der arbejder med marketing i en større virksomhed.

Vi kommer ikke uden om at tænke grøn markedsføring, og derfor har vi inviteret Benjamin fra TRIBE Media til at fortælle, hvad man bør gøre – og hvad man absolut IKKE skal gøre, når virksomheden skal markedsføre sine grønne budskaber.

Flere har efterspurgt noget LinkedIn, der er målrettet B2B. Det er der blevet hele to serveringer ud af, da Henning Karlsen er fyldt med guldkorn. Første servering handler om, hvordan du kan booste salget på LinkedIn via forskellige typer af content. Anden gang kigger vi på, hvordan du booster salget og skaber interaktion med dine følgere via dialog.

Derudover er der et forløb via Iværksætter Danmark omkring kernefortælling. Her kan du blive bedre til skriveteknik og så ser vi på, hvordan du kan bruge nudging i din markedsføring, hvordan du bliver synlig med SEO og så kan du finde den røde tråd i din markedsføring, når vi skal kigge på visuel kommunikation.

På Kokkeskolen i november vil Anne Mette Bjerre Hansen guide dig igennem de mange funktioner på Instagram, så du bliver skarp på dit indhold. Du får noget super undervisningsmateriale, så du selv går hjem med mange idéer til at skabe indhold til de næste mange opslag.

Vi glæder os til at se dig…