For Merete Hellesøe, der har deltaget i to forskellige Medstrøms-forløb har netværket været noget af det vigtigste, men også videndeling og konkrete værktøjer, der har hjulpet med at holde den røde tråd.
13. august 2020
Da Merete Hellesøe startede på forløbet Tankestrøm tilbage i februar i år, var det med en spirende idé og en helt masse spørgsmål om, hvorvidt hun var klar til at stå på egne ben. Efter Power Up-forløbet er hun slet ikke i tvivl om, i hvilken retning hun skal gå.
Merete har en kandidat i designledelse og har stor passion for digital markedsføring. Hun vil gerne hjælpe virksomheder med at skabe en sammenhængende profil, både online og offline, så de fremstår som et stærkt og autentisk brand.
- Der er meget befriende i at komme i et forløb, hvor de andre deltagere var lige så ”grønne” i det her med iværksætteri som mig, fortæller Merete. Vi var fælles om drømmen, men havde ikke nogen plan. Undervejs i Tankestrøm fik vi en masse værktøjer, der kan hjælpe med at bringe idéen videre.
- Noget af det både Tankestrøm og Power Up har fokus på er, hvem man er som virksomhed – og hvem man IKKE er, men også på hvem jeg er som menneske, og hvordan det kan blive en styrke for virksomheden. Nu får BÅDE de faglige og personlige kompetencer lov til at fylde – og det kreative har fået lov at spille ind.
“Jeg har oplevet, at jo mere man tør netværke, spørge om hjælp og bruge andres input, jo mere får man med fra forløbet.”
Merete Hellesøe
To af de vigtigste nøgleord for forløbet er, ifølge Merete, åbenhed og gavmildhed.
- Jeg har lært at være meget åben for, hvad andre kan byde ind med af sparring, gode råd og idéer, fortsætter Merete. Jeg har oplevet, at jo mere man tør netværke, spørge om hjælp og bruge andres input, jo mere får man med fra forløbet. Man skal turde udfordre sig selv og sin idé. Man skal også være gavmild og dele ud af sin viden og dermed være med til at flytte andre. Man lærer derved også sig selv bedre at kende, og finder ud af, hvor man er helt skarp.
På både Tankestrøm og Power Up er der stor forskel på deltagerne. Nogle har allerede CVR nr., mens andre fortsat er på idéstadiet. Holdene er også blandet på tværs af mange brancher – men forskelligheden giver også dynamik, og så er der et godt fællesskab, der gør, at mange af deltagerne fortsat mødes efter forløbet.
Fælles for alle deltagerne er, at de er meget engagerede. Alle arbejder jo ud fra egen idé, og det er derfor vigtigt at bruge passionen som fremdrift i virksomheden. Den røde tråd skal gennemsyre alt, hvad du laver, og derfor får du en lang række værktøjer med derfra, samtidig med at du undervejs får noteret alle guldkornene, så du altid kan ”finde tilbage”.
Går du også med en spirende iværksætter i maven, så starter der nyt Power Up hold d. 2. september 2020. Læs mere og tilmeld dig på linket herunder...