Nu sætter Kolding Kommune ekstra fokus på affaldssortering hos virksomhederne. Fra efteråret 2020 går Redux – Affald og Genbrug helt tæt på det affald, som virksomhederne i Kolding Kommune har sendt afsted til forbrændingsanlægget.
4. september 2020
- Gennem stikprøver kontrollerer vi, at der ikke er kommet materialer med i containerne, som skulle være sendt til genanvendelse i stedet for at gå op i røg. Det gælder typisk træ, plast og pap, fortæller Martin Pedersen Stub fra Redux – Affald og Genbrug.
Martin går ofte gennem skraldet fra virksomhederne i bogstavelig forstand. Operationen foregår både ved aflæsningsrampen på forbrændingsanlægget, hvor indholdet fra containerne inspiceres, og ude ved virksomhederne. Tilbage ved skrivebordet følges resultaterne op, så virksomhederne kan forbedre deres sortering og komme helt i mål.
- Vi kommer på besøg på virksomheden, hvis vores stikprøver viser, at der er røget genanvendeligt affald til forbrænding. Er affaldet dårligt sorteret, risikerer man også at få et gebyr for fejlsortering, siger Martin Pedersen Stub.
Det er et lovkrav, at alle virksomheder skal sortere deres affald, og de har en stor indvirkning på ressourceudnyttelsen i Kolding Kommune. Faktisk står virksomhederne for ca. 65% af det affald, der kommer fra Kolding Kommune på forbrændingsanlægget hvert år.
Sorter rigtigt fra starten
- Vi er selvfølgelig mest interesseret i, at affaldet sorteres rigtigt fra starten. Så vi vil meget gerne komme på besøg til en snak om, hvad det er for noget affald, virksomheden producerer – og ikke mindst hvordan man kan indrette sig, så det får kurs mod genanvendelse i stedet for forbrænding.
Kontakt Redux – Affald og Genbrug med spørgsmål eller ønske om at aftale en dato for et besøg af Erhvervskonsulenten. Skriv til redux@kolding.dk eller ring til Martin Pedersen Stub på 79796567.