Efteråret og vinteren er messetid, og senest har der været afholdt hi-messe i Herning, hvor en lang række af Koldings virksomheder har deltaget. Vi har spurgt to af virksomhederne om, hvorfor de vælger at udstille.
11. oktober 2019
hi Tech Industry er Skandinaviens største teknologi- og industrimesse og samler hvert år den danske og skandinaviske industri. Det er industriens vigtigste samlingssted, hvor mennesker mødes, fremskridt skabes og ny viden høstes. 706 udstillere var med til at skabe rammerne for messen, der havde besøg af 20.453 fagfolk over fem dage.
En af deltagerne på messen var Beckhoff Automation ApS:
- Siden 2005 har vi udstillet på hi-messen, der har udviklet sig meget positivt gennem årene. Vi sætter stor pris på at være med og deltager for at skabe synlighed om vores budskaber og løsninger over for vores målgruppe, som hovedsagligt er maskinbyggere. Vi glæder os altid til at møde eksisterende og nye kunder i mere uformelle rammer – kendte såvel som nye ansigter - det personlige møde går aldrig af mode.
- Nye teknologier som machine learning, IoT og cloud er med til at hæve barren i automationsbranchen. I år præsenterede vi for første gang i Danmark transportsystemet XPlanar, også kaldet det flyvende tæppe, som er vores hidtil mest innovative løsning inden for motion og drives. XPlanar cementerer overgangen fra mekanik til software og machine learning. Derudover præsenterede vi TwinCAT Vision, der integrerer omfattende billedbehandling i PLC’er. XPlanar og TwinCAT Vision der frigives på det danske marked i løbet af efteråret.
3D-videnscentret NEXTTECH har i år deltaget på messen for første gang. De var inviteret af Air Liquide til at stå i deres stand.
- Årsagen til at tage på messe, er, at udbrede kendskabet om NEXTTECH til industrien. Særligt var det vigtigt for os at fortælle vores historie, om at vi er en uvildig, non-profit forening, da dette er noget, som i høj grad gør os unikke, og gør, at vi kan tilbyde vores medlemmer noget helt særligt. Desuden gjorde vi en stor indsats for at oplyse om værdien af 3D print, herunder hvilke muligheder som de forskellige teknologier giver.
- Vi har lært meget af at være udstiller på messen, i særdeleshed i forhold til at formidle vores historie og formål, som vi mærker en meget positiv reaktion på. Vi har talt med flere potentielle medlemmer, hvoraf vi allerede har aftalt besøg med flere.
- De besøgende på standen er på meget forskellige vidensniveauer indenfor 3D print, hvor nogen udtrykker stor forundring over, hvad der er muligt med 3D print, mens andre med mere viden om 3D print, udtrykker nysgerrighed på vores udstyr og nogle mere tekniske elementer, såsom tolerancer og materialemuligheder. Vi havde rigtige mange besøgende i løbet af messen som generelt var meget positive og stillede mange gode spørgsmål. Vi havde meget travlt og mange viste stor interesse for NEXTTECH og de værdier, som ligger bag.