I 4 On Demand webinarmoduler dykker Kasper Hyttel ned i det digitale arbejdsmiljø og ser på hvordan teknologi og tilgængelighed har ændret vores arbejdsliv.
23. januar 2025
Vi lever i en tilgængelighedens tidsalder, hvor teknologi er en stor del af vores hverdag og arbejdsliv.
Teknologi giver mulighed for et fleksibelt arbejdsliv, hvilket står højt på ønskelisten hos mange, hvad enten man er ansat eller selvstændig. Teknologi gør os konstant tilgængelige og udvisker grænsen mellem arbejdstid og fritid. Og teknologien er i en stadigt accelererende udvikling, der giver os stærke nye redskaber i et utroligt tempo.
Men informationsoverload, øgede forventninger til tilgængelighed og krav om at holde trit med nye teknologier og software kan påvirke både det mentale og fysiske helbred og reducere produktiviteten og trivsel på arbejdspladsen.
I 4 webinarmoduler dykker Kasper Hyttel ned i det digitale arbejdsmiljø og ser på hvordan teknologi og tilgængelighed har ændret vores arbejdsliv.
Ikke for at skræmme deltagerne fra at bruge teknologi eller opfordre til en rigid adskillelse mellem arbejde og fritid, men derimod for at skabe en større bevidsthed om brugen af teknologi og det digitale arbejdsmiljø samt at give redskaber til at håndtere de udfordringer, det kan medføre.
Oplægsholder
Kasper Hyttel er specialist i digitalt arbejdsmiljø.
Han er entusiastisk optaget af, hvordan den teknologiske udvikling på både god og udfordrende vis er med til at forandre vores sociale liv. Hans udgangspunkt er bevidst kritisk konstruktivt – han er vild med sin smartphone, tablet og den bærbare pc, men mener, at vi, både organisationer og medarbejdere, skal blive langt mere bevidste brugere af teknologien.
MODULOVERSIGT
Modul 1: Medarbejder i tilgængelighedens tidsalder
Hvordan har teknologi og accelereret tilgængelighed ændret vores arbejdsliv, og hvilke karakteristika har "tilgængelighedens tidsalder"?
Varighed ca. 12 minutter
Modul 2: Teknologi som "Engaging by design"
Hvorfor er teknologi så fængslende? Hvad er det for nogle psykologiske behov som teknologien tilfredsstiller, og som gør det svært at forestille sig en hverdag uden fx smartphone?
Varighed ca. 14 minutter
Modul 3: Risici ved høj tilgængelighed og flydende grænser
Der er risici for både den enkelte medarbejder og organisationen. Teknologirelateret stress og work-life-konflikter er blandt de risici som man skal være opmærksom på.
Varighed ca. 16 minutter
Modul 4: Forebyggelse af "digital udbrændthed"
Hvordan kan du hjælpe dig selv, din chef eller dine kollegaer til bedre vaner og normer ift. digitalt arbejdsmiljø? Hvordan bliver du bevidst om dine præferencer, og hvordan kan du håndtere de risici vi gennemgik i modul 3?
Varighed ca. 32 minutter.
Tech à la Carte
Tech à la Cartes menukort præsenterer ni serveringer, hvor du kan få en smagsprøve på forskellige tech-emner for nybegyndere. Du sammensætter selv lige præcis den menu, der passer til dig og din virksomhed.
Alle serveringerne er tilsat en god portion netværk, sparring, faglig viden samt en lang række praktiske fif. Tech à la Carte er for dig der er nysgerrig og gerne vil have en grundig introduktion med konkrete eksempler og forklaringer som man ikke behøver en tech-ordbog for at forstå.