Det seneste år har været hårdt for kulturlivet, caféer og restauranter, også lokalt. Derfor er der åbnet op for, at virksomheder kan give medarbejdere et lokalt mad- og kulturgavekort på op til 1.200 kr. Glæd dine medarbejdere, og støt lokalt - køb gavekortet igennem City Kolding.

9. juni 2021

Efter to hårde nedlukninger har regeringen nu åbnet op for, at virksomheder kan give deres medarbejdere et kulturgavekort, der, når det bliver brugt, kan give kulturlivet, caféer og restauranter en økonomisk indsprøjtning.

- Vi glæder os til at tage det nye kort i brug efter sommerferien, fortæller Mette Schumacher fra City Kolding. Vi arbejder i øjeblikket på højtryk, for at få gavekortet klar. Vi er lige nu i gang med at kontakte caféer, restauranter og kulturinstitutioner i hele kommunen, så der kommer et bredt tilbud – det er altså ikke forbeholdt medlemmer af City Kolding.

“Lige nu er vi i gang med at kontakte caféer, restauranter og kulturinstitutioner i hele kommunen, så der kommer et bredt tilbud.”

Mette Schumacher, City Kolding

Gavekortene, der kun sælges fra City-kontoret, laves i samme system, som de elektroniske City-gavekort du kender i forvejen. Det betyder også, at brugeren kan bruge kortet flere steder, man behøver altså ikke bruge det hele på én gang.

- Vi håber med gavekortet, at virksomhederne både vil tænke på deres medarbejdere og forkæle dem lidt, men at de på denne måde også vil være med til at bakke op om en trængt branche her i vores lokalområde, fortsætter Mette.

City Kolding har allerede fået den første ordre på gavekort for 450.000 kr. Penge som nu helt sikkert bliver brugt lokalt, og penge som du kan få del i, hvis du som café, restaurant eller kulturinstitution vælger at være med på gavekortet. Du kan som virksomhed allerede nu forudbestille gavekortet.

Ønsker du at høre mere, er du velkommen til at kontakte Mette Schumacher fra City Kolding på telefon 2010 0209 eller mail til citychef@citykolding.dk.