Der er ingen tvivl om at detailhandlen er en af de brancher, der er hårdt presset under Corona/Covid19. Det gør sig selvfølgelig også gældende for butikkerne i Kolding, Vamdrup og Christiansfeld. Derfor har City Kolding nu lavet et lokalt tiltag, der også gælder andre virksomheder.

30. marts 2020

City Kolding har lavet en mobilapp ”Kolding støtter lokalt”, hvor butikker og virksomheder fra hele Kolding Kommune kan komme på GRATIS – og det er altså heller ikke en betingelse, at de er medlemmer af City Kolding. Her samles løbende alt take-away, butikker, onlinesalg m.m. fra hele Kolding Kommune, så du får altså en samlet oversigt over butikker og deres åbningstider samt andre virksomheder, der har brug for din støtte i denne tid. 

- Jeg håber, at folk i Kolding vil tage godt imod appen, hele Kolding har brug for, at vi står sammen, og kommer godt ud på den anden side, fortæller Citychef Mette Schumacher. Der er allerede 600 nye brugere på, men der er plads til mange flere. 

Ønsker du som butik/virksomhed at komme med på appen, så kontakt Mette Schumacher på citychef@citykolding.dk

For at få adgang til de gode tilbud og tiltag, skal du sende en SMS med ordet KOLDING til 1272, så bliver du guidet til, hvordan du henter appen ned på din telefon.