Bankerne samler sig i Kolding. Både Sydbank og Danske Bank vil bygge nye afdelinger, og de har netop offentliggjort, at de nu bliver naboer i Design City i Kolding. Danske Bank rykker tilmed 125 arbejdspladser til byen.
26. februar 2016
I forvejen ligger Nordea i Design City, og i gåafstand ligger også Arbejdernes Landsbank, Lån & Spar Bank, Middelfart Sparekasse og Nykredit. Dermed bliver en stor del af Koldings banker nu samlet i området.
Design City er en helt ny bydel, der ligger centralt i Kolding, tæt ved både havnen, banegården og campusområdet. Området er udlagt til byggeri, hvor grundlaget er bæredygtighed, nye samarbejdsformer og innovation gennem design. Og bankernes beslutning er også med til at understrege, at planen om Design City ikke er en drøm, men en plan, som nu rykker et stort skridt nærmere sin endelige realisering.
”Det vil give genlyd og passer perfekt ind i vores vision ”vi designer livet”, og i den grad ind i strategien om skabelsen af Danmarks nye campusmiljø. Vi er stærke på netop økonomiuddannelser og innovation i vores videregående uddannelsesretninger og her vil bankernes nye tanker og domiciler spille en central rolle i, at det bliver et campus, som er noget unikt. Jeg glæder mig over denne styrkelse af vores erhvervsliv, og jeg er glad for at bankerne udlever den drøm i lige præcis vores kommune”, siger Borgmester Jørn Pedersen.
Danske Bank flytter ikke kun sin nuværende afdeling fra Riberdyb til Design City, i byggeriet bliver plads til 200 nye arbejdspladser, hvoraf 125 er nye arbejdspladser, der rykkes til Kolding fra henholdsvis Vejle og Vojens.
”Vi glæder os til at få et unikt hus, hvor vi samler alle vores forretningsområder. Det giver os endnu større styrke, og det bliver stedet, der repræsenterer hele Trekantområdet, siger Områdedirektør, Laurids Kudsk, Danske Bank.
Sydbank får ikke flere medarbejdere, men helt nye faciliteter til betjening af både privat og erhvervskunder.
”Vi glæder os. Det bliver en gevinst for såvel kunder som medarbejdere. Og vi har valgt Kolding til dette ”fremtidens bankfilial”, fordi vi har fået den helt rigtige placering. Det er et projekt, der har været muligt i samarbejde med såvel lokale kræfter, der VIL Kolding og en Erhvervsorienteret kommune, der er udviklingsorienteret. Det har samlet set gjort dette projekt muligt”, fortæller områdedirektør, Dennis Vibjerg fra Sydbank.
Tankerne bag den nye bydel er at skabe en synergi mellem virksomheder, uddannelser og nærområdet, og bankernes nye naboer bliver blandt andre Retten i Kolding, SDU, Designskolen, IBC, Kolding HF & VUC samt nye ungdomsboliger og Kolding Å.
”Vi ser her et stærkt eksempel på, hvad godt tværgående samarbejde i erhvervslivet kan føre til. Vi har i Erhvervsstrategi 2022 også et mål om at få flere arbejdspladser til kommunen, og med et ryk på 125 nye arbejdspladser på en gang fra Danske Bank, kan vi kun være tilfredse”, siger adm. direktør, Tommy Langhoff fra Business Kolding.
Planen er, at Sydbank flytter ind i april 2018, men Danske Bank kommer i sommeren 2018.