Jeg tror de færreste af os vil savne 2020. Corona-epidemien lagde voldsomme begrænsninger på alt det, vi som mennesker holder af, og de nødvendige restriktioner ramte mange virksomheder meget, meget hårdt.
22. december 2020
Morten Bjørn Hansen
Selv om mange virksomheder har klaret sig utroligt flot igennem en svær periode, og flere faktisk er lykkedes med at skabe vækst og øge omsætningen, så opvejer det ikke de voldsomme tab, som de særligt udsatte brancher – hoteller, restauranter, butikker og det meste af oplevelsesindustrien – har haft.
Jeg tænker også på de stærke elitehold inden for fodbold og håndbold, som skal drive en forretning og skabe sportslig succes med meget begrænsede muligheder for at have tilskuere på lægterne. De får heldigvis god opbakning fra lokale virksomheder, men kan helt sikkert godt bruge endnu mere hjælp.
I Business Kolding har vi forsøgt på bedste vis at vejlede virksomhederne og gennemføre så mange arrangementer som muligt – godt 120 blev det til i 2020, når vi tæller det hele med.
Vi har, som så mange andre, satset på mere digital kommunikation og gennemført flere end 50 webinarer og online-informationsmøder rettet mod virksomhederne.
Hvis der er noget, som Corona-epidemien har lært os, så er det værdien af netværk og samarbejde. Derfor ser vi frem til at tage hul på 2021. For selv om året starter mere end almindeligt udfordret ud, så kan vi se et lys for enden af tunnelen, og har alle et berettiget håb om, at vi snart kan begynde at vende tilbage til livet som vi kender det.
Et liv med værdiskabende konferencer og vitaminrige netværksmøder. En hverdag, hvor vi igen kan gå til håndbold og fodbold, og hvor vi igen kan tage på museum og gå på restaurant. Og for virksomhederne et 2021, hvor de igen kan mødes med kunder og leverandører herhjemme og i udlandet.
Vi trænger vist alle til at tage hul på et nyt år.
Glædelig jul og godt nytår fra alle os i Business Kolding.
Med venlige hilsner
Morten Bjørn Hansen