Vi glæder os alle til at komme tilbage til virkeligheden – tilbage til kontoret. Men virkeligheden efter corona bliver ikke, hvad den har været – og det samme gælder vores måde at arbejde på. Vær med når virksomheden HowWeWork giver deres bud på, hvordan virksomheden tilpasser sig den nye virkelighed.
16. april 2021
Business Kolding har igangsat en række oplæg, hvor du som leder kan blive klædt på til at håndtere medarbejderne og de udfordringer hverdagen efter corona vil bringe. Det første i rækken hedder ’Tilbage til kontoret – eller hvad?’, og afholdes af HowWeWork.
Bag HowWeWork finder du Bettina Therese og Klaus Haltrup, der har mange års erfaring inden for hver deres felt. Nu har de slået sig sammen for at hjælpe virksomhederne. Betina Therese er rumdesigner, og har specialiseret sig i at udnytte og optimere virksomhedens fysiske rammer, mens Klaus Haltrup er forandringskonsulent og sparringspartner for ledere, ledergrupper og medarbejdere, og i virksomheden Gordios har han arbejdet for at finde effektive og værdiskabende løsninger hos en lang række virksomheder.
Sammen vil de ved et arrangement i Pakhuset d. 18. maj komme med bud på, hvordan vi klæder os på til at gennemføre forandringer, der skaber værdi, de kommer med bud på, hvordan vi indretter et nyt arbejdsflow, der fungerer i praksis, og hvordan vi får de fysiske rammer til at understøtte den måde, vi ønsker at arbejde på.
Det er ikke så ligetil, når både vi og verden har ændret sig så drastisk. Til gengæld rummer den nye virkelighed fantastiske muligheder for at understøtte medarbejdernes behov og trivsel – og dermed deres præstationer, effektivitet og kvalitet i arbejdet.
Med den optimale indretning af både arbejdet og arbejdspladsen bliver din virksomhed mere attraktiv, og du får lettere ved at tiltrække og fastholde de bedste ledere og medarbejdere.
Du kan tilmelde dig til arrangementet og læse nærmere her.
I rækken af arrangementer kan du også møde erhvervspsykolog Anja Dahl Pedersen, når hun fortæller om, hvordan du bibeholder balancen i din ledelse og håndterer egen risiko for stress. Hun giver også viden om stærke arbejdsfællesskaber og et online værktøj, som hjælper til at sikre succes og bæredygtighed i organisationen.
Medarbejderkrav er naturligt, og Henriette Nørgaard fra HR Udvikling forklarer, hvordan du styrer det, så det giver mening for virksomhed og for medarbejderne. Sidst men ikke mindst kan du møde Bent Würsching fra Arbejdsmiljøeksperten, når han giver dig viden om, hvordan et ’High Performance Team’ fungerer, og så giver han idéer til elementer, der er vigtige at tænke ind i arbejdsdagen og samarbejdet.