Siden 2006 har Business Kolding stået bag iværksætterhuset, der med stor succes har været udklækningsted for Koldings nye iværksættere. Men fra 15. september 2017 overtages stedet af Nicolai Ærøbo Ebbesen og Esben Padkjær Pedersen, der sammen driver ejendomsselskabet Padkjær og Ærøbo APS.

1. september 2017

Da House Of Innovation startede var der kun det ene sted. I dag huser Kolding op mod 15 andre iværksættermiljøer, så tiden er nu moden til at lade iværksættermiljøerne køre i privat regi. Og da House of Innovation blev sat til salg, var Nicolai Ærøbo Ebbesen og Esben Padkjær Pedersen ikke i tvivl om, at det hus passede lige ind i deres portefølje.

”Vi er selv unge og har selv været til arrangementer i House Of Innovation, så vi kender huset og ser store muligheder i det. Vi tænker, at vi har masser af erfaring i forhold til iværksætteri og iværksætternes behov. Og så er House Of Innovation også en god forretningsmæssig case, som vi har lyst til at udvikle”, siger den ene af de nye ejere, Nicolai Ærøbo Ebbesen.

De vil ikke lave de store ændringer fra start, og det ligger også fast at navnet House of Innovation fortsætter.

”Vi fortsætter med navnet, fordi der er bygget enormt meget value op omkring det. Og så vil vi gerne lige lande og snakke med lejerne. Men vores mål er, at gøre lejen mere flexibel, så de lejere, der selv vil gøre rent, dermed kan skrue huslejen ned”, siger Nicolai Ærøbo Ebbesen.

Hos Business Kolding betyder salget af House Of Innovation at iværksætterindsatsen ændres. Så det fremover er iværksætterkonsulenterne, der opsøger iværksætterne og ikke omvendt. Allerede d. 7. september afholdes der et kick off arrangement i Pakhuset, hvor relanceringen af iværksætterindsatsen præsenteres.

”Vi skal understøtte og ikke konkurrere med de eksisterende iværksættermiljøer. Og så skal vi yde en indsats der, hvor vi kan se, at iværksætterne går i stå. Vores mål er at skabe vækst og nye arbejdspladser, så vi overlader trygt driften af House of Innovation til private”, siger chef for Iværksætteri- og Entreprenørskab i Business Kolding, Claus Nygaard Jensen

Den gratis rådgivning hver torsdag eftermiddag kl. 16-18, hvor iværksættere kan få hjælp fra revisorer, forretningsudviklere og bankfolk, vil blive flyttet fra House og Innovation til Pakhuset.

Se mere og tilmeld dig præsentationen af den nye iværksætterstrategi den 7.9.17 kl. 19.00 i Pakhuset her


Yderligere information:
Claus Nygaard Jensen, Chef for Iværksætteri- og Entreprenørskab, mob. 51 89 43 61
Nicolaj Ærøbo Ebbesen, Padkjær og Ærøbo APS, mob. 40 31 25 68