Business Koldings bæredygtige netværk Go Green inviterer nu til en palette af grønne informationsmøder, hvor der sættes fokus på relevante og aktuelle temaer. Her kan du få mere at vide om regler, krav, mærkninger, certificeringer, samt hvordan du kommunikerer om det grønne budskab.
20. januar 2023
De fem oplæg bliver holdt i samarbejde med den lokale konsulentvirksomhed Dichmann | Lauridsen, der har mere end 25 års erfaring, et kæmpe engagement og stor motivation til at hjælpe virksomheder med grøn omstilling, CO2, bæredygtighed, ansvarlighed og ikke mindst den grønne kommunikation, som kan være rigtig svær.
De fem temaer er:
Få styr på kravene til en bæredygtig virksomhed
Her får du styr på, hvilke krav fra EU som danske virksomheder skal forholde sig til i fremtiden, samt indsigt i nogle af de mange forkortelser EU bruger i forbindelse med klima og grøn omstilling.
Hvad KAN og SKAL en ESG-rapport indeholde, og hvilke krav er der til kunder og leverandører? Og hvad kan rapportering og dokumentation betyde for øget konkurrenceevne og vækst, samt mulighed for investering og lån i banken. Det er bare nogle af de spørgsmål du får svar på.
Certificeringer og mærkningsordninger
Der findes op til 700 certificeringer og mærkningsordninger på verdensplan. Her guides virksomhederne til de certificeringer som kunne være relevante, og vi kigger på de dokumentationskrav man som virksomhed kan blive stillet overfor. Vi kigger også på, hvordan certificeringer, dokumentation og kommunikation hænger sammen, og hvordan det kan bruges til branding af din virksomhed.
Hvad er en ESG-rapport og hvad skal den indeholde?
Her får du en guide og konkret vejledning til en bæredygtighedsrapport (ESG), og hvad den som minimum SKAL indeholde, og hvordan man målrettet kan arbejde med de forskellige elementer. Hvordan får i lavet en miljøpolitik, der sikrer at I kan rapportere og hvordan kan rapporteringen bruges til at kommunikere.
Sådan rapporterer du dit klimaregnskab i en ESG rapport
Mange virksomheder er allerede i gang med klimaregnskab – og endnu flere står over for at skulle i gang. Her får du svar på, hvad et klimaregnskab skal indeholde og KORT hvad Scope 1, 2 og 3 består af. Vi kigger også på, hvordan du får struktureret virksomhedens tal – og hvor man finder dem henne, og så får du en checkliste, du kan gå i gang med.
Kommunikationsregler i forhold til bæredygtighed
Du vil sikkert gerne, men tør måske ikke, kommunikere om jeres grønne tiltag af frygt for greenwashing. De nye tiltag og regler om hvornår du må kalde din virksomhed bæredygtig, betyder at du skal forholde dig til en række kommunikationsregler. Her får du indblik i, hvordan I kan arbejde målrettet med kommunikation og sikre at der er fuld dokumentation.