Direktør Jesper Møller Lund fik kompetencer under studierne på SDU i Kolding, som han mener, alle virksomheder har brug for: Evnen til at samle og strukturere ny viden.
1. december 2022
Anette Jorsal
Jesper Møller Lund havde det sjovt, da han gennem sine fem år på Syddansk Universitet i Kolding var meget aktiv i sin fritid. Ikke kun ude i byen, men lige så meget på universitetet. I løbet af sin studietid fra 2006 til 2011 var han blandt andet frivillig i universitetets fredagsbar Café Ubåden, formand for de studerendes råd, medstifter af SDU Fodbold og ansvarshavende på Crazy Daisy.
Men det var ikke kun sjovt. Det gav også et enormt netværk i en ny by. Et netværk, som han virkelig har haft gavn af efter studierne. For eksempel blev Jesper Møller Lund opfordret af en holdkammerat fra tiden på SDUs fodboldhold til at søge en lederstilling, som han fik, og han har derudover fået stillinger via sin praktik på studiet og et job som studentermedhjælper.
Netværkets betydning er derfor én af de faktorer, han vil nævne som noget af det vigtigste, han har fået med fra studietiden.
-Jeg lærte hvor vigtigt, det er at skabe relationer og et godt netværk, både professionelt og gennem venskaber. Jeg har brugt mit netværk meget som en hjælp til at skabe min karriere.
Kompetencer alle virksomheder har brug for
Det andet vigtige udbytte, han har med fra studierne på SDU, handler mere om studieteknik end om de enkelte fag. Jesper Møller Lund har læst HA i entreprenørskab og innovation og derefter studeret cand.merc. i international virksomhedsudvikling.
-På studiet lærte jeg, hvordan man indsamler, strukturerer og videreformidler viden. Vi lærte, hvordan man bruger redskaber som for eksempel excel og programmering til behandling af informationer og optimering. Jeg har brugt det til at styre processer, og det er uanset, om det handler om et produkt, et projekt eller en ordre. Det gælder om at strukturere sin viden, at planlægge, udføre og følge op, siger Jesper Møller Lund og tilføjer:
-Det er kompetencer, som alle virksomheder har brug for.
“Jeg lærte hvor vigtigt, det er at skabe relationer og et godt netværk, både professionelt og gennem venskaber. Jeg har brugt mit netværk meget som en hjælp til at skabe min karriere.”
Jesper Møller Lund, Metz A/S
Han er i øjeblikket direktør for Kolding-afdelingen af Metz A/S, der er Danmarks største leverandør af merchandise, promotionsartikler og firmagaver, men fra 1. januar 2023 skal han være General Manager (fabrikschef) hos emballageproducenten Smurfit Kappa i Varde.
Da han som nybagt matematisk student gik hjemme i Stenstrup nord for Svendborg, vidste han ikke helt, hvad han skulle læse. Pilen pegede mod en HA på SDU i Odense, men han valgte i stedet SDU Kolding, fordi der her var en HA kombineret med virksomhedspraktik. Han blev hurtigt glad for at læse på SDU i Kolding. Dels kunne han godt lide det nære og venskabelige studiemiljø, dels var der på SDU i Kolding et stort fokus på videnskabsteori, som netop har givet ham en samlet pakke med viden og indsigt, han har nydt godt af i de stillinger, han har haft.
Job via netværk
Praktikperioden tilbragte han hos Baxx Promotion, som i dag er en del af Metz. Et job som studentermedhjælper hos RegX førte direkte over i hans første fuldtidsstilling som projektleder, hvor han arbejdede med klynge- og erhvervsudvikling. To år senere blev han kontaktet af en fodboldkammerat fra SDU-tiden, der kunne fortælle, at de manglede en medarbejder i logistikafdelingen hos Smurfit Kappa i Kolding. Her var han i tre år og blev logistikchef, inden han i 2016 blev kontaktet af sit praktiksted Baxx Promotion. Nu var der en stilling som driftsdirektør i firmaet. Den fik Jesper, og man kan med rette sige, at praktikanten blev direktør.
Efter fire år med promotion søgte Jesper Møller Lund selv en stilling som underviser ved Det Blå Gymnasium i Haderslev. Efter to år blev han ringet op. Baxx var fusioneret med Metz, og de skulle bruge en direktør i Kolding-afdelingen, og det blev Jesper. Der gik dog ikke lang tid, før Smurfit Kappa igen henvendte sig og tilbød en stilling som General Manager – og i 2023 sætter han kurs mod fabrikken i Varde.
Jesper Møller Lunds løbebane er en stor bekræftelse af, at det er godt med et solidt netværk – hvad enten det er privat eller professionelt.
-En karriereplan handler ikke kun om at studere. Man er kun én person. Man er ikke opdelt i et fritidsjeg og et professionelt jeg, og dét, man skaber gennem sine relationer og sit netværk, er også det, der udmønter sig i det professionelle liv og i familielivet, siger Jesper Møller Lund, der med sin kone og femårige tvillinger netop er flyttet i et nyt hus i den sydlige del af Vonsild.