Business Koldings nye erhvervskonsulent har iværksætterblod i årerne, og karrieren har budt på alt fra kalvepasser på fødegården til leder af en robotvirksomhed med internationale ambitioner.

5. september 2025
Henrik Nordstrøm Holm

Søren Bjerre erkender blankt, at han i løbet af sine 36 år ikke har bevæget sig ret langt væk fra fødegården Bjergegaard i udkanten af Rebæk ved Kolding.

Selv om mange unge søger mod landets største byer, når de skal læse videregående uddannelser, var Søren Bjerre sikker i sin sag, da han valgte SDU i Kolding, fordi han her kunne læse en bachelor i HA – Innovation og Entreprenørskab på SDU – og senere en cand.merc. i International Virksomhedsudvikling.

“Jeg er meget Kolding, det vil jeg gerne stå ved. Jeg har faktisk ikke bevæget mig ret langt væk fra familiens bondegård.”

Søren Bjerre, Business Kolding

”Jeg er meget Kolding, det vil jeg gerne stå ved. Jeg har faktisk ikke bevæget mig ret langt væk fra familiens bondegård. Og her bor min familie og jeg stadig. Det siger nok en del om mig, for her finder jeg bedst til rette,” fortæller Søren Bjerre.

Han er 1. september startet som ny erhvervskonsulent i Business Kolding, og selv om han selv nedtoner sin erfaring med at bevæge sig væk fra det postnummer, han er født og opvokset i, rækker hans karriere et godt stykke ud over Koldings kommunegrænse.

Eksempelvis har han arbejdet som salgsmanager hos Beirholms Væverier, hvor han havde ansvaret for kunder i Tyskland, Sverige, Belgien og Norge. Dertil kommer erfaring fra Ørsted og fra leverandøren af reklameartikler, Baxx Promotion.

Iværksætteri i blodet
Det primære fokus for Søren Bjerre hos Business Kolding bliver dog iværksætteri – noget, der ifølge ham selv løber i familiens årer. Morfaren grundlagde Kolding Salatfabrik, mens faren fortsat er selvstændig.

“For mig er det enormt fascinerende at skabe noget nyt. At få en idé, der kan løse et problem eller gøre tingene på en anden måde.”

Søren Bjerre, Business Kolding

”For mig er det enormt fascinerende at skabe noget nyt. At få en idé, der kan løse et problem eller gøre tingene på en anden måde. Derfor har jeg altid været optaget af iværksætteri. Ikke kun udefra, men også på egen krop. Der er mange facetter i at være selvstændig, og man kommer til at træffe rigtig mange beslutninger – både inden for og uden for det, man egentlig ved noget om,” fortæller Søren Bjerre.

Et roboteventyr
I 2021 blev Søren Bjerre medstifter og kommerciel direktør i den odenseanske robotvirksomhed Autonomous Units ApS.

Virksomheden, grundlagt af Flemming Thinggaard i 2020, blev kendt for at udvikle verdens første tør-tåge-desinfektionsrobot under Covid-19-pandemien. I dag har Autonomous Units to forretningsben – inden for både desinfektions- og infotainmentrobotter – og Søren Bjerre har haft ansvaret for alt fra strategisk salg og forretningsudvikling til marketing og partnerskaber.

”Dermed har jeg også prøvet iværksætterlivets op- og nedture. Det har været både inspirerende, lærerigt og intenst at være en del af Autonomous Units, men nu var tiden rigtig for mig til at søge tilbage mod min hjemby i håbet om, at jeg her kan være med til at lære fra mig til gavn for andre iværksættere,” siger Søren Bjerre.

“Jeg er ikke bange for at lave fejl, for det ligger næsten i jobbeskrivelsen som iværksætter. Men jeg er blevet god til at lære af de erfaringer og tage dem med mig. Den egenskab vil jeg gerne give videre,” siger han.”

Søren Bjerre, Business Kolding

Lad os prøve det af
Selv om der ikke ligger en egentlig landbrugsuddannelse bag, har Søren Bjerre i adskillige år arbejdet som kalvepasser på gården uden for Kolding. Gennem sin opvækst med skolegang i Dalby og et netværk i det meste af Kolding kender han de fleste erhvervshistorier fra kommunen.

”Hos Business Kolding får jeg adgang til rigtig mange spændende virksomheder, og jeg håber samtidig, at nogle af mine gamle relationer kan komme mig til gavn.”

Søren Bjerre beskriver sig selv som en person, der gerne vil have noget til at ske, og han er parat til at teste ting hurtigt af – også selv om det kan resultere i fejl eller mangler.

”Jeg er ikke bange for at lave fejl, for det ligger næsten i jobbeskrivelsen som iværksætter. Men jeg er blevet god til at lære af de erfaringer og tage dem med mig. Den egenskab vil jeg gerne give videre,” siger han.

Har du spørgsmål eller ønsker du at tage en snak med Søren, kan han kontaktes:

Tel +45 2389 5690
sjb@businesskolding.dk
Erhvervskonsulent

Søren Johannes Bjerre