Kan man leve af at hækle? Sådan spurgte Anja og Anja, da de uafhængigt af hinanden startede i et 6-ugers iværksætterforløb hos Business Kolding. På hver deres måde forsøger de at gøre hobby til levevej.

9. oktober 2020

Business Kolding har siden 2014 lavet 6-ugers iværksætterforløb, hvor ledige borgere, i samarbejde med Jobcentret, får mulighed for at prøve kræfter med at udvikle egen virksomhed. Vi har spurgt dem, hvad de har fået ud af forløbet og taget en snak om, hvordan de har udviklet deres virksomhed på 6 uger.

Anja Damsbak startede i forløb i håb om at komme til at leve af sin hobby. Hun hækler tasker og punge, og havde holdt de første workshops og solgt hækleopskrifter, da hun startede forløb i starten af juni.

By Damsbak

- Forløbet har givet mig troen på mig selv, og jeg har fået bekræftet min idé til en virksomhed, fortæller Anja Damsbak, der med virksomheden By Damsbak, fortsat vil udvikle opskrifter og afholde workshops. Der ud over er hun begyndt at holde onlinekurser, og på sigt lanceres en medlemsklub og målet er også, at starte en webshop med italiensk specialgarn, denne del er dog sat på standby i øjeblikket.

“Forløbet har givet mig troen på mig selv, og jeg har fået bekræftet min idé til en virksomhed”

Anja Damsbak, By Damsbak

- Jeg fik sat struktur på mine tanker og min hverdag, og min mentor, Thomas Hjortshøj fra Concepthuset, fik sat skub i tingene, men han sørgede også hele tiden for, at jeg holdt fokus.

Anja Duve Baumann har virksomheden Unikke Bamser, hvor hun hækler bamser ud fra kundens børnetegning. Men hvordan kan man udvikle forretningen. Anja er ved at undersøge muligheden for at udvikle en personlig børnebog – ligeledes med børnenes egen bamse, og måske kommer der senere et spil.

Anja har sideløbende med 6-ugers forløbet deltaget i et andet iværksætterforløb, nemlig Power Up.

- Det har været et fantastisk forløb, forklarer Anja. At undervisningsdagene har været fordelt over tid gør, at indholdet får lov til at bundfælde sig, og man kan nå at arbejde med det lærte. Jeg har mødt nogle fantastiske mennesker, både i Pakhuset og hos Business Kolding, men især på Power Up. Der har været rig mulighed for sparring og værdiskabende netværk, og jeg ville aldrig have fået det samme ud af at sidde hjemme.

Unikke Bamser

På mandag skal hun mødes med en anden deltager for at optage en præsentationsvideo, hun har fået hjælp hjemmesiden – og til gengæld har hun hjulpet et par stykker med salgstræning, da det er her Anja har stærke kompetencer.

“Jeg havde aldrig fået det samme ud af at sidde der hjemme. Det er fedt med en mentor, der deler ens begejstring, og hjælper med at holde snuden i sporet.”

Anja Duve Baumann, Unikke Bamser

 - Jeg har fået rigtig meget god sparring og et stærkt netværk, fortæller Anja Duve Baumann. Jeg havde aldrig fået det samme ud af at sidde der hjemme. Det er fedt med en mentor, der deler ens begejstring, og hjælper med at holde snuden i sporet.

Anja har da også en del at begejstres over. I denne uge er hun blevet kontaktet af H&M, der gerne vil udlodde en af hendes bamser i deres nyhedsbrev i november. Og dagen efter blev hun kontaktet af Anders Hemmingsen, der har mere end 1 mio. følgere på Instagram. Han vil gerne have lov til at skrive om Anjas bamser.

Er du ledig, og kunne du også tænke dig at komme i et 6-ugers iværksætterforløb for ledige, så kan du kontakt din jobrådgiver på Jobcentret eller Tanja Marek hos Business Kolding. 

Kontakt

Tel +45 6077 6027
tamar@businesskolding.dk
Erhvervs- og Kommunikationskonsulent

Tanja Marek