En bevilling på 150.000 kroner er på vej i retning af virksomhedsejer Mark Thomsen Pedersen fra Gisa ApS, der står foran en stor investering. Og din virksomhed kan (måske) få del i samme tilskudsordning.

27. marts 2026
Henrik Nordstrøm Holm

Mark Thomsen Pedersen er glad mand, for hans virksomhed Gisa ApS, der står over for en 1,5 millioner kroner stor investering i en ny diamantslibe-maskine, har fået en stor økonomiske håndsrækning. 

Gennem Erhvervshus Sydjylland og Business Kolding har virksomhedsejeren nemlig fået hjælp til at søge tilskud gennem puljen SMV:Grøn, er der et landsdækkende tilskudsprogram finansieret af EU. 

Og hjælpen er vigtig for den lokale industrivirksomhed, der holder til på Albuen tæt på Kolding Storcenter.

"Jeg står til et samlet tilskud på 150.000 kroner til vores nye maskine, og det dækker hele udbetalingen på maskinen. Så det er jeg virkelig glad for", siger Mark Thomsen Pedersen. 

Gisa foretager værktøjsslibning til både træ- og metalindustrien og kan dermed give nyt liv til eksempelvis savklinger, der ellers normalt skulle kasseres eller transporteres til Italien. 

"Med investeringen i den her nye maskine kan vi foretage langt de fleste af de slibninger, som i dag kræver en tur til Italien og hjem igen. Det giver bedst mening at holde de opgaver i Danmark", forklarer Gisa-direktøren.  

SMV:Grøn

SMV:Grøn er EU-finansieret tilskudsprogram til danske små- og mellemstore virksomheder, som ønsker at omstille sig til en mere grøn, cirkulær økonomi. Programmet har fokus på at hjælpe virksomheder, som ønsker at forandre og udvikle sig med fokus på grøn omstilling.

SMV:Grøn har øget fokus på at reducere virksomheders ressourceforbrug og affaldsmængder.

De overordnede krav til virksomhederne lyder:

  • Have mindst ét afsluttet årsregnskab.
  • Ikke være en del af en offentlig forvaltning eller modtage offentligt tilskud, der udgør mere end halvdelen af driftsudgifterne.
  • Have dansk CVR-nummer.
  • Leve op til EU’s kriterier for definitionen af en SMV.

Når man har rådgivet sig med sit lokale erhvervshus, starter onlineprocessen her:

Mark Thomsen (i midten) er glad for den støtte han har fået til den nye maskine, som gør hans virksomhed meget mere konkurrencedygtig. Foto: Henrik Nordstrøm Holm, Business Kolding

Løbende puljer
Men kan din virksomhed så også få del i samme tilskudspulje eller lignende? Det korte svar er ja, men at det kræver lidt arbejde. 

Er du lokal virksomhed inden for Koldings kommuneskilt er det en god idé at tage fat i Business Kolding og kort beskrive, hvad jeres investering omfatter, og hvordan investeringer i eksempelvis en ny maskine, certificeringer, miljømærkninger eller test af udstyr passer ind i en grøn omstilling. 

Hernæst er Erhvervshus Sydjylland næste skridt. Det er nemlig erhvervshusene rundt om i landet, som udbyder tilskudsordningerne. 

Mette Skovgaard Stahl er forretningsudvikler hos Erhvervshus Sydjylland og kan hjælpe virksomheder som Gisa ApS med at gøre ansøgningen nemmere. 

"Der er dog lidt administrativt arbejde, som især går på dokumentationskrav, og det kan være lidt af mundfuld for nogle virksomheder. Men heldigvis er der hjælp at hente, og der er løbende forskellige puljer at søge. Det overblik kan vi hjælpe med at få", siger Mette Skovgaard Stahl fra Erhvervshus Sydjylland. 

 

Det er fræsere og klinger, som normalt skulle sendes til Italien, som med den nye maskine nu kan laves i Kolding. Det er bæredygtigt, og det er en af årsagerne til, at Marks virksomheder har fået tilskuddet. Foto: Henrik Nordstrøm Holm
Gisa ApS - kort fortalt

Virksomheden er grundlagt i 1983 af Jakob Nielsen Gaasvig, men blev i 2018 overtaget fuldt ud af Mark Thomsen Pedersen.

Gisa foretager slibninger af værktøj, der blandt andet bruges i træ og metalindustrien. 

Mark Thomsen Pedersen har besluttet at investere i en ny diamantslibe-maskine, der gør, at virksomheden kan aftage langt flere klinger og lignende end tilfældet er i dag. 

Som det er nu bliver mange klinger nemlig sendt til Italien eller kasseret, enten fordi de kun kan slibes i udlandet, eller at omkostninger er store ved at sende dem fra og tilbage mellem de to lande. 

Det kan den nye maskine lave om på.