Her sidst på året gøres der ofte status over årets gang rundt i virksomhederne, og det samme gør vi i Foreningen Business Kolding. Året 2023 har været et bemærkelsesværdigt år for Foreningen Business Kolding, hvor der er blevet sat flere rekorder sammen med medlemmerne.
15. december 2023
Tanja Marek
Det, vi er mest stolte af, er at drive Kolding kommunes største erhvervsnetværk med hele 808 medlemsvirksomheder – en ny rekord.
Foreningen Business Kolding har igennem året været dedikeret til at skabe og styrke forbindelser mellem vores medlemmer. Vi har afholdt succesrige netværksarrangementer, hvor erhvervsfolk har haft mulighed for at dele viden, erfaringer og skabe værdifulde forbindelser. Denne styrkelse af fællesskabet er afgørende for vores medlemmers succes og vækst.
Der var udsolgt til vores traditionsrige Awardshow i februar måned, en succes der gentog sig, da vi holdt sommerfest i Nicolai-komplekset. Til Firmafesten slog vi alle rekorder med 1.100 gæster, der blev underholdt af Nikolaj Sonne og Mick Øgendahl.
Også netværksarrangementerne BusinessBar har haft mange deltagere. Vi har både besøgt VICA Danmark, Mos Mosh og senest Bjert Gamle Brugs.
Vi har stort fokus på bæredygtighed og socialt ansvar, idet vi tror på, at virksomheder skal være drivkraften for positive forandringer. Gennem initiativer som Go Green og ESG-netværket arbejder vi hen imod en mere bæredygtig fremtid for vores erhvervsliv og samfund.
Snart går året på hæld, vi skal fejre jul og nytår med dem vi holder af, men vi glæder os til at mødes med alle vores medlemmer igen i 2024 til endnu flere gode arrangementer.