Den danske regering har afsat 200 mio. kr. til energieffektiviseringer i virksomheder i 2021 – og samlet set 3,5 mia. kr. frem mod 2030 som en udmøntning af Energiaftalen fra 2018 og Klimaaftalen for energi og industri 2020. Den 18. januar åbner ny ansøgningsrunde.
8. januar 2021
Formålet med tilskudsordningen er at sænke energiforbruget i Danmark, og erhvervstilskuddet er et led i målet om at reducere Danmarks CO2-udledninger med 70 % i 2030.
Erhvervstilskuddet til energieffektiviseringer kan søges af privatejede produktions-, handels-, og servicevirksomheder. Offentlige virksomheder kan ikke søge om støtte. Der gives tilskud til projekter, der reducerer det endelige energiforbrug i Danmark. For at fremme konvertering fra fossil energi til el tildeles denne type sparetiltag en fordel i ansøgningsprocessen.
Man kan f.eks. søge om tilskud til:
- Udskiftning af kedel med varmepumpe
- Udskiftning af belysning med LED
- Etablering af varmegenvinding
- Energioptimering af procesanlæg
Bemærk at man ikke kan opnå tilskud til etablering af energiproducerende anlæg.
Næste ansøgningsrunde er åben fra 18. januar 2021 til og med 1. februar 2021 kl. 12.00. Der vil i denne runde blive givet tilsagn om op til 175 mio. kr. i tilskud.