Vi er klar til sæsonen med mere og bedre service til vores gæster end nogensinde før.

28. juni 2017

Nu er de her – gæsterne! – i byerne, på museerne, på overnatningsstederne og i naturen. Heldigvis i et støt stigende antal og med stor begejstring for alt det vores område har at byde på. Det gælder børnefamilier, singler, par – og i alle aldre.

Én ting har de dog til fælles: Deres ønsker og præferencer i forhold til den service og information de har brug for er under hastig forandring.

At de ønsker sig mere og bedre online information er åbenlyst og afspejler sig meget tydeligt i besøgstallene på visitkolding.dk. Men også ønskerne til den personlige service ændrer sig hurtigt. Den skal stadig være der, men den skal være overraskende og den skal være til dispensation der hvor gæsten befinder sig.

Baseret på disse principper har Visit Kolding og Business Kolding til denne sæson ændret markant i vores service setup, og vi kan tilbyde gæsterne både mere og bedre service end nogensinde før.

Klar til start er tre certificerede turistbureauer i form af Christiansfeld Centret, Kolding Storcenter og Kolding Bibliotek sammen med 10 touch-skærme b.la. placeret på hoteller, attraktioner og på Tombolapladsen på gågaden i Kolding - alle til fri afbenyttelse for vores gæster. Dertil kommer Infopoints i Føtex i Kolding Midtby, Hejlsminde, Nicolai og i en container på Kolding havn.

Derudover vil vores nye mobile turistinformation fra uge 26 til uge 32 vil være at finde på Akseltorv med personlig betjening. Resten af året rykker de ud til større events o.l.

Vores gæster vil altså i sommeren 2017 møde et service- og informations set-up, som er mere omfattende og med større geografisk dækning end nogensinde før.

Men den allervigtigste del af en god service til vores gæster er DIG!

Vis vej, giv et smil, giv tippet til den gode restaurant eller invitér inden for til en kop kaffe. Selv den bedste organiserede turist service kan ikke måle sig med imødekommenhed og positiv nysgerrighed fra din de lokale – så håber vi har en aftale.

Men hvad synes du? Deltag i debatten på www.businesskolding.dk/debat