Business Koldings adm. direktør, Morten Bjørn Hansen, vil hver måned skrive en klumme i Ugeavisen. Denne gang med refleksion over Præsident Obamas besøg i Kolding.
2. oktober 2018
Fredag den 28. september 2018 vil for mange af os være en dag, vi aldrig glemmer. Præsident Barack Obamas besøg klædte Kolding, og Kolding klædte ham.
Besøget gav mange deltagere lejlighed til at løfte blikket fra hverdagens opgaver og tænke en ekstra gang over de udfordringer, som vi og verden deles om.
Jeg mødte et meget elskværdigt og charmerende menneske, som gik ind i politik fordi han ville forandre verden – og ikke fordi han ville være præsident. Selv om håret var mere gråt, så var meningerne og den politiske analyse stadig knivskarpe.
Barack Obama mindede os om, at værdier som frihed og lighed ikke er selvfølgelige størrelser. Demokratiet er som en have, sagde han. Hvis ikke vi vander og plejer den, vokser den vild og tørrer ud.
Og udfordringer er der nok af.
For bare at nævne én, er der helt aktuelt en handelskrig mellem USA og Kina, som er skadelig for alle parter – herunder de mange danske virksomheder, som har eksport til USA via kinesiske datterselskaber.
Frihandel er godt, og mere frihandel er endnu bedre. Det piner mig derfor, at den siddende amerikanske præsident i den grad ignorerer sagkundskaben, og ikke har forståelse for den økonomiske og sikkerhedspolitiske værdi en fri samhandel mellem lande har.
Man skal have respekt for at en fjernelse af toldmure kan ramme enkelte erhverv og faggrupper. Men her er det en politisk opgave at sikre, at de betydelige samfundsmæssige gevinster ved en mere fri handel kommer alle til gode.
Således hænger virksomhedernes interesser og de politiske interesser sammen – og det gør de i virkeligheden på langt de fleste områder. Netop derfor er det vigtigt, at vi i Kolding tager handsken op fra Obama’s besøg, og engagerer os – erhvervsliv, kommune og uddannelsesinstitutioner.
Kolding arbejder allerede med centrale temaer som cirkulær økonomi, FN’s verdensmål og vækst og udvikling på et bæredygtigt grundlag. Det er temaer som optager erhvervslivet bredt, og det er områder hvor danske virksomheder allerede har en klar international konkurrencefordel.
Det er en styrkeposition som vi kan udnytte. Barack Obamas besøg kan være et startskud til at styrke Koldings profil på disse centrale temaer, som har en international klangbund.
Da jeg bød præsidenten velkommen i salen fyldt med studerende og gæster, sagde jeg til ham, at hvis Danmark nu havde været den 51. stat i USA, så havde han vundet valget her med en jordskredssejr.
Jeg er ikke i tvivl om, at min høflighed overfor den 44. amerikanske præsident også stemmer overens med virkeligheden, for Barack Obama er uhyre populær blandt danskerne.
Hans håb om en verden, hvor mennesker vurderes på hvad de gør, og ikke hvor de kommer fra, hans insisteren på en verden som arbejder sammen i stedet for mod hinanden, og hans åbenhed for dialog frem for enetale, er værdier som er universelle.