Danske Bank og Business Kolding præsenterer de tre nominerede til titlen som Årets Virksomhed 2017.

7. februar 2018

Vinderen kåres onsdag 21. februar 2018, hvor Business Kolding inviterer til Awardshow 2018 på Comwell i Kolding. De nominerede er...

 

Aller Aqua

Aller Aqua oplever stor vækst på eksportmarkederne med sit miljøvenlige fiskefoder til dam- og havbrug. Virksomheden har en årlig omsætning på ca. en mia. kr. og leverer fiskefoder af høj kvalitet til flere end 60 lande på verdensplan. 

I dag har Aller Aqua fabrikker i Polen, Tyskland, Ægypten, Zambia og Kina foruden selvfølgelig hovedkontoret i Aller lidt uden for Christiansfeld.

Rødderne i Aller stikker dybt. Her blev den familieejede virksomhed etableret i 1910, og i dag er det Hans Erik Bylling – tredje generation i familievirksomheden – som står i spidsen for den succesrige virksomhed med Carsten Jørgensen og Henrik Halken som medejere.

Udviklingen har for alvor taget fart de seneste år – godt hjulpet på vej af den globale vækst inden for akvakultur.

Gennem forskning og innovation er det lykkedes at fremstille fiskefoder af høj kvalitet. Foderet er højeffektivt sammenlignet med alternative fodringsmetoder, hvilket resulterer i, at fiskene opnår slagtefærdig vægt på meget kortere tid.

“I over 50 år har virksomheden beskæftiget sig med produktion og salg af fiskefoder.”

Aller Aqua beskæftiger over 350 ansatte, heraf 50 i Aller. Ud over produktion og salg gør virksomheden meget ud af sparring og dialog med opdrætterne for at sikre, at de får det størst mulige udbytte af fiskefoderet.

Aller Aqua tænker globalt og arbejder aktivt med 11 af FNs 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Virksomheden har modtaget Danidas størst mulige tilskud i forbindelse med byggeriet af et læringscenter ved fabrikken i Zambia. Her kan lokalbefolkningen lære om alt fra fiskeopdræt til sundhed. Læringscenteret er blot ét af initiativerne, hvor sociale og miljømæssige hensyn tænkes ind i forretningen.

Besøg virksomheden på Aller Aqua og læs om nomineringen på Ugeavisen.

 

Mos Mosh

Er kendt for sine eksklusive og rå jeans med smarte detaljer og en helt suveræn pasform, som fremhæver kvindens former.

Velsiddende jeans er stadig topscoreren hos modefirmaet Mos Mosh i Kolding, men kollektionerne er gradvist udvidet til også at omfatte konfektion i form af jakker, toppe og kjoler til den stilfulde kvinde. Tøjet sælges i dag i 2.000 butikker i primært Europa, hvor Tyskland er det største marked. Og så er nye eksportmarkeder som Canada og Australien kommet til i år.

Manden bag det succesfulde modefirma er Kim Hyldahl. Efter at være gået konkurs stiftede han i 2010 Mos Mosh med penge lånt af venner og familie. Med i starten var Mette Kind, som senere blev købt ud.

I 2017 solgte Kim Hyldahl aktiemajoriteten i Mos Mosh til den tyske kapitalfond Findos Investment Group for et trecifret millionbeløb. Grundlæggeren er stadig administrerende og kreativ direktør med en ejerandel på 29 procent og kan nu bruge kræfterne på det, der interesserer ham allermest – nemlig udvikling af nye attraktive kollektioner. Til gengæld skal de nye hovedaktionærer give firmaet et strategisk løft og bidrage med knowhow, netværk og økonomi til fremstød på nye markeder.

“Selv om Mos Mosh i dag er et internationalt modefirma med mid to high-end fashion på hylderne, er rødderne stadig solidt plantet i Kolding.”

Sammenlagt producerer Kim Hyldahl og hans 27 dedikerede medarbejdere 400 nye styles hvert år. Kollektionerne er meget afstemte for at understrege Mos Moshs stærke DNA.

Hovedkvarteret ligger på Ejlersvej med udsigt over Slotssøen, og når de nye sommer- og vinterkollektioner præsenteres for branchen, sker det i de smukke og historiske omgivelser på Koldinghus.

Besøg virksomheden på Mos Mosh og læs om nomineringen på Ugeavisen.

 

Lowenco

Ideen til Lowenco blev oprindelig nedfældet på en serviet på en bar i Tyskland, men siden har virksomheden taget adskillige kvantespring både fremad og opad. 

Over de seneste fire år har selskabet haft en vækst på imponerende 1638 procent, hvilket indbragte Lowenco prisen som regional Gazelle-virksomhed i 2017. Og udviklingen stopper ikke her. Ambitionen er at fordoble omsætningen hvert år de kommende år, mens antallet af medarbejdere skal vækste med 40 pct.

Innovation er en af Lowencos kernekompetencer, og virksomheden er p.t. i gang med et udviklings- og demonstrationsprojekt støttet af Energistyrelsen via deres EUDP-program. Her er opgaven at vise, at det er muligt at køle og fryse i større skala i form af energioptimerede 20” containere - med solenergi som den altovervejende energikilde.

Lowenco har netop primo februar 2018 modtaget tilsagn fra Innovationsfonden om medfinansiering af næste generation af deres Large Scale Storage Units, hvor målet er at reducere energiforbruget med yderligere 50 procent i forhold til nuværende løsninger.

“Lowenco er en sammen-trækning af Low Energy Cooling.”

Fra basen i Vamdrup fremstiller firmaet med 15 ansatte energieffektive lavtemperaturfrysere til især medicinalindustrien.

Lowencos produktion understøtter fire af FNs verdensmål for bæredygtig udvikling. Bl.a. kan alle materialer i Lowencos frysesystemer genbruges, og de højeffektive produkter sikrer et meget lavt energiforbrug – helt ned til 80 pct. ift. konkurrerende frysere.

Besøg virksomheden på Lowenco og læs om nomineringen på Ugeavisen.