Torsdag formiddag kunne Business Kolding endnu en gang invitere indenfor til Business Lunch, i samarbejde med SDU Kolding, IBA Erhvervsakademi Kolding og Designskolen Kolding. 48 virksomheder og ca. 300 studerende deltog i matchmaking-arrangementet, som blev afholdt på SDU Kolding.

15. marts 2024
Tanja Marek

Til Business Lunch kan virksomhederne få en snak med engagerede studerende, der ønsker at samarbejde med en virksomhed, enten som studiejob, praktik eller projektskrivning om en problemstilling i virksomheden.

Mange af de deltagende virksomheder har allerede haft stor glæde og gavn af at have en studerende tilknyttet. En af dem der har deltaget mange gange og haft flere studerende forbi er Jakob Roland Holst fra Flying October:

“Vi har haft flere studerende i både praktik og studiejob, og flere har også fået job efterfølgende.”

Jakob Roland Holst, Flying October

- Der er flere grunde til, at vi deltager til Business Lunch. Det er et rigtig godt netværk, og så er det en god måde at tage temperaturen på de forskellige studier, lektionsplaner, litteratur og hvilke teorier der bliver brugt.

- Vi har haft flere studerende i både praktik og studiejob, og flere har også fået job efterfølgende, fortæller Jacob.

- Vi er 8 medarbejdere, og arbejder ofte i teams af 4-5 personer om et projekt, og vi appellerer derfor bredt til de studerende. De kan komme med meget forskellig baggrund, men uanset hvilken uddannelsesretning de kommer fra, så får de en god indsigt i de forskellige teamroller.

En anden virksomhed der er med for anden gang er KLH Erhverv.

“Business Lunch giver os en god mulighed for en god dialog med de studerende om, hvad vi kan tilbyde dem.”

Kim Lange Hansen, KLH Erhverv

- Business Lunch giver os en god mulighed for en god dialog med de studerende om, hvad vi kan tilbyde dem, forklarer Kim Lange Hansen, der er indehaver af KLH Erhverv. Vi har en bred vifte af områder, de studerende kan komme til at arbejde med, så det handler om at få en god dialog om, hvor deres interesser ligger. Hos os kommer de til at arbejde med det de synes er interessant. De får ansvar for egne opgaver, og de kommer til at gøre en forskel.

Kunne du tænke dig at deltage til efteråret, så kontakt Majbritt Lykke Sørensen, og bliv skrevet op, så du får besked, når der bliver åbent for tilmelding.

Kontakt Majbritt for mere information

Tel +45 2459 8187
mls@businesskolding.dk
Erhvervskonsulent

Majbritt Lykke Sørensen