Kolding-virksomheden Alfix har netop fået overrakt Den Sydjyske Erhvervspris for deres målrettede arbejde med bæredygtighed.
3. maj 2024
Thorsten Asbjørn, Foto: Camilla Højgaard, Color Studio
Kolding-virksomheden Alfix kan nu føje endnu en grøn pris til listen. Den 2. maj er de blevet hædret med Den Sydjyske Erhvervspris i kategorien ”Grøn omstilling”.
Prisen modtager Alfix for deres ambitiøse arbejde med bæredygtighed, som bl.a. har vist sig i virksomhedens evne til at transformere sine produkter i forhold til bedre arbejdsmiljø for brugerne samt mindre miljøbelastning. Blandt andet i form af Svanemærkede fliseklæbere.
Anders Bertelsen Toft, CEO, Alfix, som i dag har 50 ansatte, er en begejstret prismodtager:
“Dokumentation er helt afgørende, og det er vores klare ambition, at verdensmålsarbejdet og ESG skal gennemsyre vores aktiviteter.”
Anders Bertelsen Toft, Alfix
– En pris som den her betyder rigtig meget. Vores indsats med at skabe en ansvarlig transformation bliver bemærket, og vi er yderst taknemmelige, siger Alfix-direktøren, hvis virksomhed to gange har modtaget Byggeriets Miljøpris.
– Dokumentation er helt afgørende, og det er vores klare ambition, at verdensmålsarbejdet og ESG skal gennemsyre vores aktiviteter, fortsætter Anders Bertelsen Toft.
Ros fra dommerne
Den Sydjyske Erhvervspris uddeles i samarbejde mellem Erhvervshus Sydjylland og JydskeVestkysten. Mads Kirkegaard, CEO, Polytech, stod for prisoverrækkelsen, og han havde mange lovord med fra dommerpanelet.
“Det tager Alfix alvorligt ved at stille et krav om, at de nye produkter virksomheden udvikler, skal være et mere bæredygtigt alternativ end dem, de erstatter.”
Mads Kirkegaard, Polytech
– Alfix er i en branche, hvor der er stort behov for at mindske miljøbelastningen. Det tager Alfix alvorligt ved at stille et krav om, at de nye produkter virksomheden udvikler, skal være et mere bæredygtigt alternativ end dem, de erstatter, lød det fra Mads Kirkegaard.
De vil mere grønt
Familieejede Alfix, der leverer produkter til gulv-, væg- og facadekonstruktioner, ser den grønne omstilling som den eneste farbare vej. Og virksomheden er ikke i mål.
– Vi har arbejdet med miljøredegørelser siden år 2000 og haft handlingsplaner for optimering af vores udvikling og produktion. I dag har vi hævet ambitionsniveauet yderligere og er verdensmålcertificeret af Bureau Veritas. De foretager årligt en uvildig audit af vores verdensmåls- tiltag, og samtidig skubber de på for, at vi kan levere endnu mere ambitiøse handleplaner, siger Anders Bertelsen Toft.
Lokal begejstring
Hos Business Kolding glæder man sig selvsagt over, at det er en af de lokale virksomheder, der står øverst på podiet.
“Vi har brug for virksomheder, der udvikler produkter og knowhow, som bidrager til, at verden bliver mere grøn.”
Morten Bjørn Hansen, Business Kolding
– Alfix er et eksempel på en virksomhed, der har taget Verdensmålene og hele ESG-dagsordenen til sig. Virksomheden påtager sig et ansvar for den grønne omstilling, og det er et ansvar, der rækker ud over kommunegrænsen, siger Morten Bjørn Hansen, adm. direktør, Business Kolding og fortsætter:
– Vi har brug for virksomheder, der udvikler produkter og knowhow, som bidrager til, at verden bliver mere grøn. Alfix er ét blandt mange eksempler på netop det i Kolding, hvor lokale virksomheder gør grønne produkter til en konkurrencefordel.
Den Sydjyske Erhvervspris
Erhvervshus Sydjylland og JydskeVestkysten uddeler i samarbejde Den Sydjyske Erhvervspris. De hædrer sydjyske virksomheder, der gør sig særligt bemærket inden for kategorierne digitalisering, grøn omstilling og eksport og som dermed inspirerer andre til løsninger på nogle af fremtidens udfordringer.
Dommerpanelet i kategorien "Grøn omstilling"
Mette Cramon, chefredaktør JydskeVestkysten
Mads Sandemann, direktør Erhvervshus Sydjylland
Brian Lyst, formand FH Sydvestjylland
Karsten Rieder, direktør Business Esbjerg
Kim Fredenslund, direktør CLEAN
Astrid Carl, Stifter Green Moves
Gitte Muf, projektleder Erhvervshus Sydjylland
Om Erhvervshus Sydjylland
Erhvervshus Sydjylland giver gratis sparring til virksomheder for at styrke og udvikle deres forretning. Erfarne forretningsudviklere lytter og guider, og samtidig tilbydes tilskudsmuligheder, især til digitalisering, grøn omstilling og eksport. Læs mere på www.ehsyd.dk
For yderligere oplysninger:
Anders Bertelsen Toft, CEO, Alfix, t. 61227326, abt@alfix.dk
Mads Sandemann, direktør, Erhvervshus Sydjylland, t. 61884669, mas@ehsyd.dk