Hvert år afholder Fonden for Entreprenørskab ”Projekt Edison”, som er en opfinderkonkurrence for landets 6. og 7. klasser. I Kolding er der en flerårig tradition for, at de fleste skoler deltager i konkurrencen.

5. november 2020

I sidste uge deltog rekordmange elever i lokalfinalen, hvor 198 hold fra 22 skoler i hele Kolding kommune var med. Knap 40 dommere fra erhvervslivet deltog i bedømmelsen af de mange hold.

Normalt bliver lokalfinalen afholdt på IBC, hvor et lærerteam og en masse elever lægger mange timer i planlægning og afvikling af et arrangement for over 700 folkeskoleelever. Desværre har COVID-19 i år sat en bremse for finalen i den form, vi kender den, så i stedet har dommerne været ude på skolerne for at bedømme de mange idéer.

En ting der ikke er ændret på, er elevernes mange gode idéer. I år var temaet ”Min hverdag i fremtiden”, og eleverne kunne arbejde med undertemaerne ”Hjemmet” og ”Byen” – og langt de fleste gruppe havde også tænkt FN’s 17 verdensmål ind i deres idéer.

“Det har været en fornøjelse at være dommer og opleve, hvordan idérigdommen og gå-på-modet spirer i børnehøjde.”

Anders Skorstensgaard, Skorstensgaard

Anders Skorstensgaard fra Skorstensgaard var en af dommerne – og samtidig sponsor af præmien på 2.500 kr. til klasseklassen til det vindende hold:

- Det har været en fornøjelse at være dommer og opleve, hvordan idérigdommen og gå-på-modet spirer i børnehøjde. Konkurrencen giver eleverne mulighed for at prøve kræfter med koncepttankegang og produktudvikling i teori og praksis. Jeg er sikker på, at det vækker interessen for entreprenørskab og iværksætteri hos de unge, og det er lige præcis, hvad Danmark har brug for.

- I en tid, hvor der er pres på det økonomiske råderum, og hvor COVID-19 presser værdiskabelsen i både start-ups og små og mellemstore virksomheder, er der behov for at hjælpe morgendagens iværksættere frem, fortæller Anders. Det er nemlig (også) dem, vi som samfund kommer til at leve af i fremtiden. Som iværksætter og stifter af en virksomhed gør det mig oprigtigt glad og stolt, når jeg ser, hvor meget power der er i de her unger. Samtidig kan jeg fuldstændig sætte mig ind i deres overvejelser og tvivl undervejs i forløbet, men også i deres glæde over selv at have fostret en idé og taget de første små skridt mod, måske en dag, at føre den ud i livet.

Ni grupper fra Kolding Kommune går videre til landsfinalen, og Anders Skorstensgaard var selv med ude og overrække præmien til vinderholde

- Det er fedt at kunne give lidt videre til morgendagens iværksættere, og jeg er stolt af at kunne overrække præmien til fem idérige unge opfindere fra Alminde-Viuf Fællesskole, slutter Anders.

Eleverne fra Alminde-Viuf Fællesskole har en idé om at montere en lille turbine på vores afløb i private hjem, så der kan produceres strøm fra det vand, der løber gennem afløbet.

De 9 vinderhold
1.

Alminde-Viuf Fællesskole

2.

Vamdrup skole
Eltang Skole

4.

Vamdrup Skole

5.

Fynslundskolen
Vester Nebel Skole

7.

Alminde-Viuf Fællesskole

8.

Kongsbjergskolen

9.

Vonsild Skole