Danmarks næststørste bilimportør, Nic. Christiansen Gruppen, med hovedsæde i Kolding ejes af Birthe Christiansen, der i år hædres med prisen som Årets Koldingborger 2025 for gennem årtier at have udbygget en af områdets mest indtjenende og største arbejdspladser.
9. januar 2026
Henrik Nordstrøm Holm
Hun er lidt af en sjældenhed i toppen af dansk erhvervsliv, men hendes resultater taler sit tydelige sprog.
Birthe Christiansen, medejer af koncernen Nic. Christiansen Gruppen, har gennem årtier været en af erhvervslivets mest markante personer, samtidig med at hun på mange måder har holdt sig uden for mediernes lys som en af de få kvindelige ejerledere og som medlem af en af Danmarks mest velhavende familier.
Fredag trådte hun dog frem i lyset som modtager af prisen Årets Koldingborger 2025, der blev uddelt på Koldinghus foran flere hundrede deltagere på Foreningen Business Koldings årlige nytårskur. Det var en overrasket, men stolt Birthe Christiansen, som modtog hædersbeviset og sagde:
"Tusind tak for prisen. Nic. Christiansen Gruppens fremgang har primært været båret af alle de dygtige medarbejdere. Så stor tak til dem", lød det fra Birthe Christiansen, da hun modtog prisen, der i år blev delt ud på Koldinghus.
Familienbåndet
På en professionel og vedholdende måde har hun videreført og udviklet familievirksomheden, som blev grundlagt i 1967, til i dag at være Danmarks næststørste bilimportør med omkring 1.600 medarbejdere og en årlig omsætning på næsten otte milliarder kroner.
Birthe Christiansen er uddannet inden for handel og kontor og har derudover opbygget sin ledelsesmæssige og forretningsmæssige erfaring gennem mange år i virksomheden, hvor hun har arbejdet sig gennem en lang række funktioner og løbende efteruddannet sig. Oprindeligt begyndte hun som sygeplejeelev, men valgte at skifte spor for at forberede sig på at overtage familievirksomheden.
Som den ældste datter af Nic. Christiansen overtog hun det fulde ejerskab i 2006 efter en årrække med fælles ejerskab med sin søster. Hun markerede i årene derefter et tydeligt generationsskifte med fokus på professionel ledelse, stærke bestyrelser og klare roller mellem ejerskab og drift.
Derfor blev hun indstillet
Birthe Christiansen er indstillet til prisen som Årets Koldingborger 2025 for sit markante bidrag til at fastholde og udvikle Nic. Christiansen Gruppen og Comwell Hotels som stærke, lokalt forankrede virksomheder med national gennemslagskraft.
Under hendes medejerskab er koncernen vokset markant, samtidig med at engagementet i Kolding er fastholdt og styrket. Med det prisbelønnede og DGNB Guld-certificerede NCG Huset har hun været med til at skabe et ikonisk og bæredygtigt samlingspunkt tusindvis af medarbejdere. Hendes værdibårne lederskab har sat Kolding på landkortet som en erhvervskommune, hvor ansvarlighed, ordentlighed og fremtidstro går hånd i hånd.
Kolding er hjemsted
I nyere tid er det nok især Nic. Christiansen Gruppens massive opkøbsstrategi og konsolidering af autobranchen, som står tydeligst frem, men samtidig har Birthe Christiansen været en nøgleperson i skabe en af Danmarks største og mest indbringende hotelkæder, nemlig Comwell Hotels, som har 15 hoteller rundt om i landet.
Birthe Christiansen er kendt for sin nøgterne ledelsesstil, sit blik for langsigtet udvikling og sin evne til at kombinere forretningssans med respekt for mennesker og processer. Hun har sat sit præg på en mandsdomineret branche uden selv at søge rampelyset.
Noget, der dog har været i spotlyset, er Nic. Christiansen Gruppens nybyggede hovedkvarter, NCG Huset, på omkring 10.000 kvadratmeter på Sjællandsvej i Kolding, som kan rumme hundredvis af medarbejdere.
Herfra varetages størstedelen af Nic. Christiansen Gruppens koncern- og importfunktioner, den overordnede ledelse af koncernens detail- og værkstedskæder samt ledelsen af hotelkæden Comwell Hotels. Et byggeri, som har været drevet af Birthe Christiansens to døtre, men hvor hun selv har fulgt byggeriet og indretningen nærmest dagligt.
Ifølge den nyvalgte borgmester Jakob Ville (V) er der mange gode grunde til, at Birthe Christiansen er en værdig modtager af prisen.
”Birthe Christiansen udmærker sig i høj grad ved, at hun er koldinger. Med stort K. En koncern af den størrelse kunne bygge nyt hovedsæde hvor som helst i Danmark, men der var ingen tvivl om, at det skulle ligge i Kolding og lige præcis på dén grund, hvor hovedsædet lå tidligere”, siger Jakob Ville og tilføjer:
”Hun har Kolding i blodet, og det kan vi virkelig takke hende for. Det betyder meget for en kommune at have en så velanset og veldrevet virksomhed, der skaber arbejdspladser”.
Morten Bjørn Hansen, direktør for Business Kolding, mener, at Birthe Christiansens virke i årevis har været et helt særligt aktiv for både byen og området.
”Birthe Christiansen spiller en central rolle i at gøre Nic. Christiansen Gruppen til en arbejdsplads og et navn, der er blevet et meget vigtigt aktiv for både Kolding og landsdelen. Og så har hun gjort det på en ganske diskret facon, samtidig med, at virksomheden blot er vokset og vokset. At hun hædres som Årets Koldingborger 2025 er mere end på sin plads”, siger Morten Bjørn Hansen.
Årets Koldingborger de sidste 10 år
2014: Poul Dedenroth-Schou
2015: Rasmus Bjerg, skuespiller
2016: Jesper Buch, iværksætter
2017: Peder J. Madsen, hoteldirektør, Hotel Koldingfjord
2018: Hans Erik Bylling, direktør og stifter Aller Aqua A/S
2019: Kasper Asgreen, professionel cykelrytter
2020: Kristina Schou Madsen, ekstremløber
2021: Jørn Pedersen, borgmester Kolding 2009-2021
2022: Jørgen Schou, stifter og direktør, Schou Company A/S
2023: Pierre Legarth, direktør, Pierre Ejendomme A/S
2024: Karen Grøn, museumsdirektør, Trapholt
