Hver dag har Business Koldings forretningsudviklere og erhvervskonsulenter en lang række møder med virksomheder – lige fra iværksætteren i den spæde start til de større industrivirksomheder. Formålet med de mange møder er at skabe vækst, udvikling og stolthed i Kolding kommunes erhvervsliv.

1. juni 2023

I første kvartal 2023 havde Business Kolding kontakt til 543 virksomheder i kommunen. Når vi besøger en virksomhed, så har vi en lang række ”tilbud” med i tasken, men først efter en god snak om virksomheden finder vi de tilbud frem, som er relevante for den enkelte virksomhed.

Ud over at kende virksomhederne i Kolding rigtig godt, så har Business Kolding også et tæt samarbejde med en lang række partnere og aktører, både regionalt, nationalt og internationalt.

I et tæt samarbejde med Erhvervshus Sydjylland hjælper vi virksomhederne med at skaffe kapital til vækst og udvikling, bl.a. ved at hjælpe med at søge nogle af de mange puljer og projekter, der er tilgængelige. Det kan både være inden for digitalisering, grøn omstilling og andre udviklingsprojekter.

Den målrettede indsats for at skaffe udviklingskroner har betydet at alene i 2023 har virksomheder fra Kolding kommune fået bevilget 5.644.102 kr. via projektdeltagelse i forskellige programmer. De 5,6 mio. kr. er fordelt på 26 forretningsudviklingsforløb og 71 kortere forløb. Til sammenligning blev der i hele 2022 bevilget 19,5 mio. kr.

Der er flere puljer åbne for ansøgninger lige nu, måske er der også noget, der er relevant for dig og din virksomhed.

SMV:Vækstpilot
Har din virksomhed brug for hjælp til udviklingsopgaver? Få tilskud til ansættelse af en vækstpilot, som bringer nye kompetencer ind i din virksomhed.

SMV:Digital
Søg om tilskud på 100.000 kr. til privat rådgivning om at skabe værdi med data. Har du ambitioner om at styrke din virksomheds vækst og konkurrenceevne gennem udnyttelse af din virksomheds data? Fra august kan du søge om tilskud på 100.000 kr. til en privat rådgiver, der kan hjælpe dig til at gøre data til en integreret del af din forretning.
Næste ansøgningsrunde vil være i august 2023

SMV:PRO
Få succes med dine planer. Nye kunder, gladere medarbejdere og en stærkere bundlinje! Lyder det brugbart for dig og din virksomhed? Bliv guidet sikkert frem mod dine mål, og få en professionel partner med på rejsen.

SMV:Grønne kompetencer
Har din virksomhed brug for nye kompetencer, færdigheder og viden på vejen mod grøn omstilling? Gennem målrettede kompetenceløft klæder SMV:Grønne Kompetencer medarbejdere, ledelse og bestyrelse på til at løfte de strategiske beslutninger, konkrete nye opgaver og EU-krav, der følger med den grønne omstilling.
Næste ansøgningsrunde vil være i september 2023

Innobooster
Investering i vidensbaserede udviklingsprojekter i små og mellemstore danske virksomheder (SMV’er) og iværksættervirksomheder.
Du kan søge mellem 50.000 DKK og 5 mio. DKK. Innovationsfonden kan maksimalt medinvestere 35% af virksomhedens relevante udgifter til projektet.