Tre virksomheder kan vinde den fornemme pris som Årets virksomhed 2025, der afgøres til Foreningen Business Koldings store Award Show 2025. Bliv klogere på de tre, som dyster om prisen.
12. januar 2026
Henrik Nordstrøm Holm
Den 28. januar afholdes årets største fest for erhvervslivet i Kolding Kommune, når Foreningen Business Koldings årlige Award Show 2026 finder steder.
På aftenen kåres Årets Virksomhed 2025, og som altid dyster tre virksomheder om den hæderkronede pris,
Kokkekompagniet
Kokkekompagniet er et af områdets mest markante og anvendte cateringfirmaer.
Virksomheden blev grundlagt i 1999 af Thomas Hansen og Jesper Larsen og har siden udviklet sig fra et mindre hobbyprojekt til en millionforretning med omkring 70 medarbejdere.
Med kvalitet og nærvær som omdrejningspunkt leverer Kokkekompagniet hver uge tusindvis af kuverter til både virksomheder og private.
De to grundlæggere er stadig tæt på produktionen og har en klar ambition om at fastholde medarbejdere i en branche, hvor udskiftning ellers er almindelig. Gennem fleksibilitet og fokus på arbejdsglæde har de skabt en arbejdsplads, hvor mange bliver i årevis.
De to ejere værdsætter virksomhedens flade hierarki, og derfor prioriterer de begge at være en aktiv del af hverdagen i det store industrikøkken på Hesselly og ude på landevejene i kokkebilerne – frem for at sidde bag computerskærmen på kontoret.
Kokkekompagniet har i 25 år været en vigtig del af både erhvervslivet og byen og støtter aktivt en række lokale initiativer. F.eks. er Kokkekompagniet hovedsponsor i fodboldklubben Kolding IF og har bidraget økonomisk til at udvide fodboldstadionet. Samtidig deltager de også gerne selv, når der er store events rundt i byen, fordi det er vigtigt for tilliden, at de viser ansigt.
Nomineret til prisen som Årets Virksomhed 2025 hyldes virksomheden for sin vedholdende indsats, sit engagement i både medarbejdere og kunder – og sin evne til at mestre alt fra gourmetmenuer til fire personer til arrangementer med flere tusinde spisende gæster.
Tora A/S
Tora A/S i Kolding er et eksempel på, hvordan solide værdier, teknologisk udvikling og stærkt sammenhold kan skabe langvarig succes.
Siden 1995 har Tora udviklet sig fra to drejebænke og et par fræsere til en højteknologisk metalfabrik med 85 medarbejdere og kunder i nogle af Danmarks vigtigste industrier – bl.a. inden for vindenergi og elforsyning.
De seneste år har været præget af vækst og fremsyn. I 2024 leverede Tora et resultat før skat på hele 21,6 mio. kroner ud af en bruttofortjeneste på 70,3 mio. kroner – det bedste i virksomhedens historie.
En del af succesen skyldes ifølge direktør og ejer Jesper Werner Jensen investeringer i ny teknologi, som nu for alvor giver afkast. Senest har Tora investeret i en portalfræser, der kan bearbejde emner på op til fem meter – en markant udvidelse af kapaciteten.
Men væksten handler ikke kun om maskiner. Den handler også om mennesker. Hos Tora er der et tæt samarbejde på tværs af niveauer og en synlig ledelse, der tager del i hverdagen på værkstedet. Og sammen med nyere og større maskiner er der også kommet flere kolleger på Birkedam 10.
Det giver stolthed, engagement og resultater.
Og virksomheden står ikke stille. Efterspørgslen fra kunderne vokser, og derfor udvider Tora igen – denne gang med en ny montagehal på 1.700 kvadratmeter, som står klar 1. april 2026.
Dermed er Tora A/S en virksomhed, der forener håndværk, teknologi og lokalt engagement – og som med rette er nomineret til prisen som Årets Virksomhed 2025.
TK-TEK
Når man træder ind hos TK-TEK i sydbyen i Kolding, mærker man det med det samme: Her er tempoet højt, ambitionerne store – og sammenholdet stærkt. Virksomheden, der blev stiftet i 2006 af Lasse Buch Salling og Jan Søgaard, har på få år udviklet sig fra et klassisk elektrikerfirma til en moderne teknologisk virksomhed med 85 medarbejdere – og vokseværket fortsætter.
De seneste år har TK-TEK præsteret rekordhøj indtjening og bruttofortjeneste, og for ejerne handler væksten ikke bare om tal, men om mennesker. For dem er det sociale miljø en forudsætning for, at virksomheden kan udvikle sig. Derfor bygger de nu et helt nyt hovedkontor i Koldings sydby, hvor alle medarbejdere samles under ét tag. Her bliver der både plads til vækst, trivsel – og et drive-in-lager, der gør hverdagen mere effektiv.
Men TK-TEK stopper ikke dér. I starten af 2025 opkøbte de konkurrenten Morten Kenne – et solidt firma, som nu bliver en del af virksomheden. Opkøbet er et klart udtryk for TK-TEKs måde at tænke forretning på: offensivt, men med hjertet på rette sted. Den sunde økonomi har dog været kendetegnende for TK-TEK i flere år, og virksomheden har længe ligget i top på listen over lokale elektrikerfirmaer med højest indtjening.
Med tre Gazellepriser i bagagen, konstant udvikling og en ambition om at runde 200 ansatte inden for få år er TK-TEK et forbillede på, hvordan lokal forankring og vækst kan gå hånd i hånd.
