De fleste kender Den Engelske Pub i A L Passagen og mange har sikkert også besøgt den på et eller andet tidspunkt. Her har den ligget, i hjertet af Kolding, siden den 15. december 1990. Ejer og øl-mogul, Torben Mathews, stod tidligere selv for den daglige drift. I dag er det lige så meget – hvis ikke mere – hans søn, Hotan, der passer forretningen. Imens kan Torben lave alt det, han synes er spændende, som at skrive en bog om de 75 bedste pubber i London, eller rejse verden tynd for at smage alverdens øl. I en større sags tjeneste, naturligvis.

6. december 2024
Martin Porsborg Hemrich

Alting sker i A L Passagen
Hotan Mathews starter som regel sin dag mellem kl. 7 og 8 om morgenen, hvor han har pubben helt for sig selv. Her går de første par timer med at få svaret på alle henvendelse via e-mail, og ellers gøre pubben klar til at modtage dagens gæster.
Den Engelske Pub har et bredt klientel, både med stamgæster, festglade unge, erhvervsfolk og alt derimellem.
Før Corona havde de også rigtig mange besøg fra udenlandske virksomheder. Efter nogle år med begrænset rejseaktivitet, har de nu igen besøg af mange internationale erhvervsgæster – især i hverdagene. Det kan skyldes mange ting, men én af dem er, at pubben har en kant, som folk kan relatere til og de føler sig hurtigt hjemme. Personalet har ligeledes en skævhed, som passer perfekt ind i rammerne, som den Engelske Pub har skabt de sidste tre årtier i A L Passagen.

“Pubben har en kant og en tilpas skævhed, som folk kan relatere til og de føler sig hurtigt hjemme.”

Hotan Mathews, Den Engelske Pub

I A L Passagen er der alt hvad man kan ønske sig – mad, drikke og oplevelser – og samarbejdet og fællesskabet på tværs af de forskellige forretninger i passagen er stærkt. Det ses blandt andet ved, at udgifterne til livemusik bliver delt mellem Den Engelske Pub og Mokka Group.

”Der er mange meninger om hvad en Pub er, og hvad den kan og skal kunne. Vi mener, at der hos os, er plads til alle, uanset forskelligheder, og det vil du også se, når du besøger os. Pubben har en kant og en tilpas skævhed, som folk kan relatere til og de føler sig hurtigt hjemme.”

Ølsmagninger, live musik og meget andet.
Der bliver ofte afholdt ølsmagninger på Den Engelske Pub og temaet er som regel, at man smager øl (og mad) fra et specifikt land, som Torben Mathews har besøgt. Der gemmer sig altid nogle underholdende anekdoter fra rejserne, og øllets kvalitet kan være svingende. For som Torben siger: ”Nogle gange må gæsterne lide, ligesom jeg har lidt, når jeg har været rundt i verden og smagt på både gode, men også knap så gode øl.” Uanset hvad der bliver serveret i glasset og på tallerkenen, så har du, næsten med garanti, haft en underholdende aften med masser af grin og ny viden om øl.

Torben er, som nævnt tidligere, ikke så stor en del af den daglige drift på Den Engelske Pub som han tidligere har været. Han hviler dog ikke ligefrem på laurbærrene, og skal du booke en ølsmagning hos ham, ja så har han ikke tid før efter september 2025. Han rejser Danmark rundt med sine smagninger og det er cirka 70% virksomheder der booker hos ham.

“Pubben er vigtig – her møder man nye mennesker. Og her er der ikke kun tale om Den Engelske Pub, men alle pubber og værtshuse. Den er vigtig som institution, ligesom folkeskolen og benzintanken.”

Torben Mathews, Den Engelske Pub

Torben har haft travlt med at skrive en bog. Dem har han faktisk skrevet flere af. Den nye bog har krævet blod, sved og masser af forskellige fadøl, da bogen omhandler pubber i London. Der findes 3.500 pubber i London, men Torben har dog prøvet at begrænse sig og har således skrevet en bog om – ud fra hans perspektiv - de 75 bedste. Han har gået sammenlagt 500 kilometer og været i London 7-8 uger, for at få indhold til bogen ”Maybe It’s Because I’m – almost – a Londoner!” der netop er blevet udgivet.

- Pubben er vigtig – her møder man nye mennesker. Og her er der ikke kun tale om Den Engelske Pub, men alle pubber og værtshuse. Den er vigtig som institution, ligesom folkeskolen og benzintanken. Det er et godt sted at mødes med bekendte, eller sågar venner, som man ikke nødvendigvis inviterer ind i sit eget hjem, fortæller Torben Mathews.

Ud over ølsmagninger, kan du også deltage i deres traditionsrige Pub quiz hver tirsdag aften, Open Mic om torsdagen og så er der næsten altid livemusik lørdag eftermiddag.
Derudover er en ting sikkert; er der bold på programmet – hvad end det er Premier League, Champions League eller Landsholdsfodbold – så kan du se det på Den Engelske Pub.

Memory Lane, The Cavern og VM-museum
For nogle mennesker er den ”Den Engelske” bare en pub. Men de har flere ting at byde på. Flere selskabslokaler, som både kan bruges til private arrangementer og erhvervsmøder.

The Cavern – som i øvrigt udvides ud mod Klostergade – agerer cocktailbar i weekenden, ligesom Hotan fortæller lidt om nye koncepter, blandt andet åbne drop-in smagninger og andre spændende events. Igen er samarbejde på tværs et nøgleord, og det kommer der også til at være i Klostergade.

Igennem en årrække har Torben Mathews - både nat og dag - budt på forskellige spændende ting relateret til fodbold, primært VM. Og således blev et VM-museum til.

Han har formået at samle en lang række klenodier fra de i alt 22 VM- slutrunder i fodbold, der hidtil er blevet afholdt. Foruden diverse trøjer, aviser, bøger og autografer, nogle helt tilbage fra den allerførste turnering i 1930, er der en række sande perler iblandt. Tidligere på året afholdte Foreningen Business Kolding et arrangement, hvor omdrejningspunktet var netop VM-museet og alle gæster var både underholdt og imponeret over den flotte samling.