Efter sygdom og et farvel til jobbet som pædagog har Nadia Nyborg Johansen skabt sin egen arbejdsplads i hjertet af Kolding, hvor hun oplever en midtbyen, der langt fra er tom.
7. november 2025
Henrik Nordstrøm Holm
Nadia Nyborg Johansen er trukket i det lyserøde jakkesæt, og ved siden af hende hænger lyserøde balloner, mens væggen bag ved hende er beklædt med guldglimmer og hjerter, hvor der står Støt brysterne på.
“Jeg ville gerne skabe et sted, hvor folk føler sig trygge, og hvor jeg kender dem, der har standene.”
Nadia Nyborg Johansen, Loope
For fire måneder siden åbnede Nadia Nyborg Johansen tøjbutikken Loope i Kolding midtby, en butik, hvor kunder kan leje deres egen stand og sælge tøj og accessories, mens butikken står for salg, formidling og de praktiske opgaver.
”Jeg ville gerne skabe et sted, hvor folk føler sig trygge, og hvor jeg kender dem, der har standene,” fortæller hun.
På få måneder er butikken vokset til 95 stande, og interessen er så stor, at der nu er venteliste. Konceptet er enkelt: tøjet sorteres, vaskes og prisjusteres af personalet, så standene fremstår indbydende. Samtidig kan sælgerne følge med i salget hjemmefra via en app.
Rollator og barnevogne
Butikken rummer mange forskellige historier. Her mødes kvinder på jagt efter designertøj med familier, der sælger børnetøj, og ældre kunder, der finder fornøjelse i at lade deres garderobe leve videre.
”Jeg løfter lige så mange rollatorer ind som barnevogne,” siger Nadia Nyborg Johansen med et smil.
Hun oplever, at netop mangfoldigheden er en styrke: stedet er for alle aldre og alle typer kunder, og det skaber liv i butikken dagen igennem.
Fra sygdom til selvstændig
Nadia Nyborg Johansen er uddannet pædagog, men helbredet satte en stopper for arbejdet i det fag. Hun blev hårdt ramt af corona og havde i en periode svært ved at overskue en almindelig hverdag på arbejdsmarkedet. Derfor blev Loope en vej tilbage - på hendes egne præmisser. Her kan hun selv justere tempoet og tilrettelægge arbejdsdagen.
”Jeg har virkelig ikke haft det bedre i 10 år. Tiden går simpelthen så hurtigt,” fortæller hun.

Hun lagde ud i det små, inspireret af andre butikker med lignende koncepter, og begyndte at hjælpe til med sociale medier i en børneafdeling i en anden butik. Drømmen om at skabe sit eget sted voksede dog hurtigt. Da hun fandt det rette lokale i Kolding midtby, tog hun springet.
Plads til familien
Loope er også blevet et samlingspunkt for Nadia og hendes familie. Som mor til tre drenge havde hun et klart kriterium for butikken: Den skulle være indrettet, så børnene kunne være med. ”Mit vigtigste kriterium var, at der skulle være en sofa, så mine drenge kunne være hernede. Næsten hver lørdag har jeg en af dem med,” siger hun.
Butikken er derfor ikke kun en arbejdsplads, men også et sted, hvor familien tilbringer tid sammen. Det giver en særlig stemning, som kunderne mærker. Mange bemærker det personlige præg og oplever, at der altid er plads til en snak – også om andet end tøj.
Liv i midtbyen
Selvom Loope først og fremmest er en butik, er den også blevet et aktiv for midtbyen. Der har allerede været flere arrangementer i forbindelse med kulturnat, halloween og velgørenhedskampagner, hvor butikken har engageret både kunder og forbipasserende. Det giver anledning til, at folk kigger forbi og opdager butikken.
”Der er faktisk rigtig mange mennesker i midtbyen. Kan man bare få en lille del af dem ind, så kan det sagtens løbe rundt,” siger Nadia Nyborg Johansen.
“Jeg er positivt overrasket over, hvor mange der har hjulpet os i gang, og jeg bliver næsten også hver dag positiv overrasket over, hvor mange mennesker, som bruger midtbyen.”
Nadia Nyborg Johansen, Loope
Hun ser arrangementerne som en mulighed for at sende kunderne rundt i byen og dermed styrke midtbyen som helhed.
Hun har også oplevet stor opbakning undervejs. Ejendomsmægleren, der viste hende butikslokalet, pegede hende i retning af Business Kolding, hvor hun deltog i et iværksætterforløb. Det gav både netværk og sparring.
”Jeg er positivt overrasket over, hvor mange der har hjulpet os i gang, og jeg bliver næsten også hver dag positiv overrasket over, hvor mange mennesker, som bruger midtbyen” siger hun.
Et sted, der har sat sig
Efter fire måneder står det klart, at Loope har fundet sin plads i Kolding. Butikken summer af aktivitet, og kundekredsen vokser løbende. For Nadia Nyborg Johansen er det dog mindst lige så vigtigt, at butikken fungerer som et fællesskab, hvor folk mødes, og hvor der er plads til både børn, rollatorer og samtaler om stort og småt.
Hun ønsker ikke at gøre butikken større for enhver pris. For hende handler det om, at det forbliver overskueligt og personligt
”Jeg vil gerne sikre, at jeg kan blive ved med at kende de mennesker, der bruger butikken. Det er vigtigt for mig som person”
