Der er ikke meget, der er, som det plejer at være, ej heller generalforsamlingen i Foreningen Business Kolding, der i år bliver afholdt online via Zoom. Det foregår torsdag d. 25. februar kl. 15-17.
18. februar 2021
Som medlem af Foreningen Business Kolding har du mulighed for at deltage i den online generalforsamling – og samtidig afgive din stemme på, hvem der skal vælges ind i Repræsentantskabet. Det kræver blot, at virksomhedens kontingent er betalt, og at I er tilmeldt. Hvert medlemsskab har én stemme.
Repræsentantskabet i Foreningen Business Kolding består i dag af 34 personer, heraf er 20 valgt på generalforsamlingen, 6 er udvalgt af Byrådet, mens de sidste 8 udgør repræsentanter, der er udvalgt ifølge vedtægterne, herunder repræsentanter for bl.a. ungdomsuddannelser, detail og turisme.
Der skal på generalforsamlingen vælges 10 repræsentanter ind, og allerede nu kan man se, at der bliver kampvalg, da 18 stærke erhvervsfolk har meldt deres kandidatur. Det er også muligt at melde sit kandidatur på dagen.
Repræsentantskabet er med til at sætte præg på dagsordener, der har betydning for erhvervslivet i Kolding Kommune. Du bliver også en del af erhvervslivets ambassadørkorps, kan stille forslag til fokusområder, sætte retning for udviklingen, drive netværk og bidrage til arbejdsgrupper inden for din branche og/eller ekspertise, til gavn for alle medlemmerne i Foreningen Business Kolding.