12 virksomheder går spændt og venter på at få lov til at fortælle nyheden om, at de er nomineret til en af de fire priser, som uddeles ved Business Koldings Award Show d. 23. februar 2023 på Comwell.
10. februar 2022
Vi plejer at offentliggøre en kategori pr. dag, men i år får du lov til at møde dem alle på en gang – så herunder kan du se de flotte videoer med præsentation af de 12 nominerede. I næste uge vil vi poste tre videoer pr. dag, så du kan se eller gense dem.
På torsdag bliver der sendt en mail ud til alle medlemmer af Business Kolding, hvor hver virksomhed har mulighed for at stemme på de kandidater, de mener skal vinde. Det er kun medlemmer der har betalt kontingent, der har mulighed for at stemme.
De tolv virksomheder er nomineret i fire kategorier, nemlig:
- Årets Iværksætter - sponsoreret af Andersen Partners
- Årets Initiativ - sponsoreret af BDO
- Verdensmålsprisen - sponsoreret af Deloitte
- Årets Virksomhed - sponsoreret af Danske Bank
Alle medlemsvirksomheder i Foreningen Business Kolding modtager på torsdag en mail med en elektronisk stemmeseddel, hvor de kan stemme på hver deres favorit. Det er kun medlemmer, der har betalt kontingent, der har mulighed for at stemme.
Ud over denne afstemning, har alle gæster til Awardshowet en stemme – lige som juryen har afgivet deres stemme.
Se præsentationsvideoer af de nominerede herunder:
Årets Iværksætter 2022
Iværksætterprisen tildeles en eller flere personer, som har etableret eller overtaget en virksomhed i Kolding Kommune inden for de seneste tre kalenderår. Iværksætteren skal have udvist et bemærkelsesværdigt engagement og initiativ i Kolding Kommune. Vedkommende skal også være rollemodel for andre.
Årets Initiativ 2022
Årets Initiativpris gives til en virksomhed, organisation eller enkeltperson, som i det forgangne år har ydet en ekstraordinær indsats, som forventeligt vil medføre en positiv udvikling for Kolding Kommune og/eller branding af Kolding Kommune.
Verdensmålsprisen 2022
Verdensmålsprisen tildeles en organisation eller virksomhed hjemmehørende i Kolding Kommune, der har arbejdet med et eller flere af FN’s 17 verdensmål. Bæredygtighed, klimadagsordenen, cirkulær økonomi eller andre dele af verdensmålene er en integreret del af strategien og forretningsgrundlaget i virksomheden.
Årets Virksomhed 2023
Prisen tildeles en organisation eller virksomhed hjemmehørende i Kolding Kommune, der har skabt en positiv udvikling i organisationen/virksomheden, som vil bidrage til væksten i Kolding Kommune.
Prisen som Årets Virksomhed gives til en organisation/virksomhed, som har fokus på innovation, vækst og social ansvarlighed, samt ligeledes en sund økonomi.