Onsdag inviterede virksomheder over hele landet 7. & 8. klasses skoleelever indenfor til at arbejde med deres hænder og snakke med faglærte medarbejdere og lærlinge om deres uddannelse og job.
18. marts 2016
Netværket for skole-virksomhedssamarbejde, Jet-Net.dk, er arrangør. DI-analyse viser, at vi vil mangle 44.000 faglærte i 2025.
På kampagnedagen kunne eleverne opleve spændende erhverv, som man ikke ”bare” kan læse sig til, men skal arbejde sig til med både hjerne og hænder.
Elever fra 8. klasse på Bramdrups skole tilbragte dagen fremstillingsvirksomheden NSM i Kolding, de så produktionen og talte med lærlinge og faglærte om deres uddannelsesvalg og job. Samtidig skulle de selv arbejde hands-on og dreje deres egne lysestager sammen med en medarbejder og indgravere deres eget navn i den.
Dagen skal få unges øjne op for, at erhvervsuddannelserne er et attraktivt alternativ til gymnasiet. Og virksomheder og skoler over hele landet deltog. Heriblandt Danfoss Silkeborg, Gråsten, Kolding og Nordborg, Grundfos i Bjerringbro, LINAK i Guderup, Vagn Pedersen Maskinfabrik i Horsens, NSM i Kolding, Hjernø Værktøjsfabrik i Odense, Solar i Vejen, Fårup Beton ved Randers, Olsen Metal i Rødovre, Mountain Top Industries i Frederikssund, JENSEN Denmark i Rønne og Borremose Erhvervsefterskole i Nørager.
Kloge Hænder er arrangeret af Jet-Net.dk, netværk for skole-virksomhedssamarbejde, som tæller mere end 55 virksomheder. Kernevirksomhederne i netværket er Danfoss, Grundfos, Novozymes, Sweco og Coloplast.