I tirsdags afholdt Fonden for Entreprenørskab det årlige Trekantmesterskab for HHX- og HTX-elever i iværksættekonkurrencen Company Programme. Elever fra Kolding løb med langt de fleste priser.
27. januar 2023
Fonden for Entreprenørskab holder hen over året en lang række mesterskaber, hvor elever, lige fra folkeskoler til universiteter, dyster i entreprenørskab og iværksætteri. Denne gang var det ungdomsuddannelserne, der blev bedømt af de skarpe dommere fra erhvervslivet. 1. og 3. pladsen blev vundet af elever fra IBC Kolding og på 2. pladsen kom elever fra HTX på Hansenberg i Kolding.
Kan hjælpe migrænepatienter
Virksomheden Relief, der kom på en flot 3. plads, har udviklet en øreprop med en kugle, der trykker på et akupunkturpunkt i øret. Øreproppen hjælper mod migræne, så man slipper for medicin, migrænepiercinger mm., og er dermed let at bruge. Prototypen er testen på personer med migræne og 8 ud af 10 oplevede, at produktet virker.
Eleverne Cecilie, Johanna og Christina har brugt meget tid på at finde en virksomhed, som kunne hjælpe dem med at producere en mere færdig prototype, dog stadig uden held. De er meget interesserede i at få produktet ført ud i virkeligheden, så sidder du der ude og tænker: Det kan jeg da godt hjælpe med, så kontakt Tanja Marek hos Business Kolding.
Pizzabakker af græsfibre
Ville du ikke ønske, at pizzaæsken bare kunne ryge i komposten eller til madaffald i din skraldespand? Det kan den snart, hvis det står til 4 HHX elever fra IBC Koldings Innovationslinje.
Eleverne har udviklet en rund pizzaæske af græsfibre, som er 100% komposterbar, og dermed kan den affaldssorteres som mad. I dag kan man ikke affaldssortere pizzaæsker ved at komme det i papcontaineren, da det ofte indeholder spor af fødevarer, og derfor brændes pizzaæsker og andet fastfoodemballage sammen med andet småt brændbart materiale. Dette har Nermin, Emilie, Sofie og Alberte fra elevvirksomheden Comcyble løst med deres pizzaæske som både er rund, for at mindske materialeforbruget, og lavet af græsfibre, som dermed kan komposteres.
Eleverne vandt Trekantsmesterskabet i Company Programme med deres nytænkende løsning, og samtidig vandt de også 5000 kr. fra Nordea pga. deres gennemarbejdede forretningsplan, som dokumenterer, at det ikke blot er en miljømæssig god idé, det er også en idé, som man kan tjene penge på.
Eleverne har arbejdet intens med idéen i mere end et halvt år som en del af undervisningen på IBC, og har brugt mange timer på at undersøge markedet og dokumentere, at idéen faktisk kan lade sig gøre.
I alt 8 hold gik videre til Regionsmesterskabet i Company Programme, heraf var flere hold fra Kolding, både fra IBC og Hansenberg. Regionsmesterskaberne finder sted til marts 2023 på SDU i Kolding.