Det er 3. gang festivalen afholdes i Kolding og igen bliver byen fyldt med lysende oplevelser.
16. november 2015
Kolding Light Festival er på vej til at blive en event som Kolding giver til omverdenen. I disse dage arbejdes der på højtryk med at gøre programmet færdigt. Og i år har festivalen mærket en massiv opbakning fra erhvervsliv, foreninger og detailhandel, der gerne vil give publikum nogle helt særlige lysoplevelser.
Et af de nye skud på stammen bliver området omkring Design City og åen, hvor flere oplevelser vil lyse op. Som et andet eksempel har restauratørerne i Munkegade fundet fælles fodfæste til at skabe en oase med både kulturelle lysoplevelser og vitaminer til de sultne midt i Light festivalens pulserende program.
”Vi har oplevet, at det ikke længere udelukkende er Koldingenserne, men også gæster fra nær og fjern der besøger festivalen, den udvikling vil vi skubbe til i de kommende år. Netop engagement og lokal forankring er, hvad der skal give Kolding Light Festival vinger i fremtiden", siger festivalens direktør, Jesper Johansen.
Rundt om i gaderne vil der være forskellige indslag lige fra lysende kyssetræer, anderledes julebelysning til musik og julehygge. I år tilføjes også flere interaktive installationer hvor beskueren er med til at skabe værket. Så festivalen rummer igen i år noget for enhver smag.
”På Akseltov kommer et helt nyt lysshow til at belyse Business Kolding Bygningen, det betyder dog ikke at lysshowet, der tidligere har prydet bygningen udgår, det holder vi fast i”, fortæller formand, Otto P. Clausen.
Midtbyens butikker gør det også muligt at kombinere lysfestival med juleshopping, idet byens butikker bakker op og holder åbent til kl. 21 under hele Kolding Light Festival.
Der er endnu mulighed for at tage del i festlighederne. Foreninger, virksomheder eller privatpersoner som laver noget med lys er velkomne til at kontakte festivalen og blive en del af festen.
Bag festivalen står selskabet Kolding Light Festival ApS, der er et non-profit foretagende og etableret af Erhvervsgruppen Kolding, der sammen med Kolding Kommune, Kolding Handelsråd og Kolding Turistforening har som mål, at skabe en årlig tilbagevendende begivenhed, der har tiltrækningskraft ud over kommunens grænser.
Festivalen skydes i gang torsdag d. 10. december kl. 17:00 og fortsætter frem til og med lørdag d. 12. december.